Opholdssted brugte ulovlige metoder i årevis uden konsekvens

Børn og unge fortalte om nedværdigende behandling på opholdssted i Ringkøbing gennem 20 år.

2:32
Schuberts Minde lukkede i 2020 efter år med kritiske tilsyn og varsel om, at socialtilsynet i Region Midtjylland ville lukke stedet på grund af kritisabel behandling af børn.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Gennem 20 år fortalte børn og unge om ulovlige forhold på opholdsstedet Schuberts Minde i Ringkøbing til kommunale sagsbehandlere og tilsyn, uden at myndighederne greb ind.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af aktindsigter i tusindvis af dokumenter og samtaler med flere end 50 tidligere anbragte, deres forældre og ansatte på opholdsstedet.

Børn og unge, der havde været udsat for omsorgssvigt, eller som havde forskellige svære diagnoser, blev anbragt på stedet.

Under deres ophold blev flere udsat for tvangsløbeture, ulovlig tilbageholdelse af ejendele og nedværdigende behandling, ligesom flere børn blev kaldt øgenavne.

- Der er tale om ulovlige magtanvendelser, nedværdigende, ydmygende og straffende behandling af børn.

- Det er beskæmmende og meget bekymrende, at der ikke blev reageret, siger Christine Homme, lektor og ekspert i anbragte børn, til Jyllands-Posten.

Schuberts Minde lukkede i 2020 efter år med kritiske tilsyn og varsel om, at socialtilsynet i Region Midtjylland - Socialtilsyn Midt - ville lukke stedet på grund af kritisabel behandling af børn.

Det, der i sidste ende førte til stedets lukning, havde børn gennem to årtier fortalt deres sagsbehandlere om, viser Jyllands-Postens kortlægning.

Børn og unge blev blandt andet hånet for selvmordsforsøg og tvunget til at følge en voksen i armslængde i op til et halvt år.

- Udsatte børn er blevet placeret et sted med offentlige midler og udsat for strafpædagogik og nedbrydning. Tilsyn og kommuner over hele landet har i den grad svigtet, siger Eva Naur Jensen, der er lektor i socialret.

Socialtilsyn Midt oplyser, at det gerne ville have kendt til de forhold, som Jyllands-Posten har afdækket. Flere kommuner erkender svigt.

- Vi skulle have handlet anderledes, og det vil vi gerne beklage, lyder det eksempelvis fra Rudersdal Kommune, der anbragte et barn på Schuberts Minde. Barnet klagede i 2014 over stedet.

Den tidligere forstander har ikke ønsket at kommentere artiklen. En tidligere bestyrelsesformand mener ikke, at bestyrelsen havde grundlag for at gribe ind tidligere, end det skete.

2:10
Marts 2021: Efter massiv kritik lukkede børnehjemmet Schuberts Minde tilbage i september. Men nu er der kommet ny forstander, helt ny bestyrelse og nye medarbejdere til, så et nyt børnehjem snart kan åbne - med et forhåbentligt bedre ry.
Foto: Louise Fischer, TV MIDTVEST