Omstridt projekt i boligforening: Børn får penge for at lære matematik

Børn i Ringkøbing-Skjern Boligforening kan tjene op til 1000 kroner på at løse opgaver på en app. Forskningschef kritiserer ideen.

Ringkøbing-Skjern Boligforening
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Kan man motivere børn til at lære matematik ved at give dem en kontant belønning? 

Det skal et undervisningsforløb i Ringkøbing-Skjern Kommune være med til at afklare.

Det er boligselskabernes landsforening, Danmarks Almene Boliger, der har udviklet pilotprojektet.

Mod på matematik, som projektet hedder, er egentlig udviklet til udsatte boligområder, men Ringkøbing-Skjern Boligforening får som den første boligforening her i landsdelen også lov til at afprøve ideen, selv om foreningen ikke har afdelinger, der kommer ind under kategorien udsatte.

- Vi vil gerne være med til at hjælpe vores beboere godt på vej, så hvis vi kan være med til at gøre en forskel, vil vi gerne det, siger direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening, Bo Lodbjerg.

Projektet henvender sig til elever i sjette klasse. Børnene i boligforeningen skal på en app gennemføre forskellige moduler. Hver gang de har gennemført et modul, får de 50 kroner, og med i alt 20 moduler kan børnene altså i alt tjene 1000 kroner på at være med.

Forskningschef: I strid med skolens formål

Bo Lodbjerg erkender, at belønningsdelen kan opfattes som kontroversiel, og forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA Universitet College er bestemt heller ikke begejstret for den del af projektet.

Han mener, at belønning direkte er i strid med folkeskolens formål.

- Det, der skal motivere børn og unge til at lave faglige opgaver, skal helst være deres generelle virkelyst. Hvis man begynder at give dem økonomiske belønninger frem for bare at motivere dem, så risikerer man, at de ikke er motiverede til at gå i skole, siger Andreas Rasch-Christensen.

Direktør Bo Lodbjerg deler dog ikke forskningschefens bekymring.

- Det vil jo vise sig, om manden har ret. Jeg tror selvfølgelig på, at vi ender med at have nogle børn, der klarer sig bedre, end de ellers ville have gjort, siger Lodbjerg.

Han peger på, at det firma, der har udviklet projektet, er eksperter inden for e-learning. Projektet går ud på at øge børnenes selvtillid og engagement, og det skulle gerne smitte af på andre fag end matematik. 

Bo Lodbjerg håber, at forældrene kan se en fordel i at lade deres børn deltage.

- Det er en mulighed for, at deres børn kan få et bedre liv. Så det vil være super, hvis de vi være med til at bakke op om det, siger boligforeningens direktør.

Konkret bliver det lejernes børn på Ringkøbing Skole og Alkjærskolen, der skal deltage i projektet.

2:30
Ringkøbing-Skjern Boligforening vil i et pilotprojekt til at belønne sine beboeres børn for at lave matematikopgaver i fritiden