Ømme fødder og ondt i ryggen: Efterskoleelever gik 100 kilometer for at samle ind til veteraner

Hvert år går eleverne fra Fjordvang Efterskole i Velling rundt om Ringkøbing Fjord. I år samlede de ind til Danske Veteraner.

Minna Lund Hansen og Hannah Lyngsø Udby nåede hele vejen rundt om Ringkøbing Fjord.
Minna Lund Hansen og Hannah Lyngsø Udby nåede hele vejen rundt om Ringkøbing Fjord.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Fredag formiddag nåede Minna Lund Hansen og Hanna Lyngsø Udby i mål efter 22 timers gang rundt om Ringkøbing Fjord. De er to af de elever, der nåede hele vejen rundt på under 24 timer.

- Det er vildt. Og hård, siger de.

I mål ventede resten af eleverne på efterskolen, som også havde været på vandring - men som var blevet hentet hjem, når de ikke kunne længere.

- Vores minibus har kørt i pendulfart i nat, forklarer Sine Jørgensen, der er sekretær på efterskolen.

En corona-idé, som holdt ved

Det er tredje gang, efterskolen sender alle 120 elever rundt om fjorden. Ideen opstod under corona-epidemien, hvor det handlede om at finde på udendørs aktiviteter, hvor eleverne ikke var så tæt sammen.

Nu er turen blevet en del af skolens traditioner, og tre tidligere elever kom tilbage torsdag og fredag bare for at gå med.

- Der har været god gejst i elevflokken. De har trænet i at gå med rygsæk med vægte i, siger Sine Jørgensen.

0:29
- Jeg besluttede mig for at ville, og så gjorde jeg det, siger Minna Lund Hansen i denne video.

Samler ind til Danske Veteraner

Turen gavner ikke kun eleverne selv. Den giver et overskud til tidligere udsendte soldater i foreningen Danske Veteraner.

Eleverne har nemlig fået blandt andre forældre og bedsteforældre til at sponsere hver kilometer, de klarer.

Beløbet er ikke gjort op endnu, men sidste år kom der 40.000 kroner ind til Scleroseforeningen.

Det er eleverne selv, der har bestemt sig for at samle ind til Danske Veteraner. Nogle af dem har tidligere hjulpet Søværnet ved at være statister i en øvelse, og der er også soldater-veteraner i forældregruppen på skolen i år.

Vel i mål står en af efterskolens lærere klar med vand og juice til de vandrende unge. Minna og Hannah har ondt i fødderne. Hos andre er det ryggen, der gør ondt.

Syv elever nåede alle hundrede kilometer rundt om fjorden. Andre nåede kun de første 15. Hannah Lyngsø Udby havde ikke regnet med, at hun skulle nå hele vejen rundt.

- Jeg havde ikke troet, jeg ville gå så langt, men så var jeg i gang og så var der bare flow i det, siger hun.

Skolen oplyser, at alle elever er kommet godt og sikkert hjem. Skadeslisten tæller kun lidt vabler og lidt for meget sol. 

- Og så er der mange sjove gangarter herude i dag, siger Sine Jørgensen.