Nyt innovationscenter bygges i Nr. Vium: - Lige inden for det felt er vi verdensførende

Arla kalder sig 'verdensførende' på det område, som innovationscenteret skal arbejde med.

Det første spadestik til Innovationscenteret blev taget fredag.
Det første spadestik til Innovationscenteret blev taget fredag.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Der blev budt velkommen, hævet glas og stukket en spade i jorden Nr. Vium ved Videbæk i dag.

Det gjorde der for at markere en festdag, hvor det første spadestik til et nyt og banebrydende innovationscenter fra Arla skal bygges.

Innovationscenteret skal bruges til videreudvikling i, hvordan det tidligere restprodukt valle kan bruges til ernæring. Det er i forvejen et område, hvor Arla er godt med.

- Lige inden for det felt er vi verdensførende, siger Niels Østergaard, der er Vice President for Research and Development hos Arla Foods Ingredients.

Fredag var derfor en dag, som Niels Østergaard havde ventet længe på.

Det er planen, at det nye innovationscenter skal se ud således. Der er tale om bygningen nederst i billedet.
Det er planen, at det nye innovationscenter skal se ud således. Der er tale om bygningen nederst i billedet.
Foto: Arla

Rigeligt med ansøgere

Det nye innovationscenter skal være med til at cementere Arlas placering som verdensførende på området.

Til det kræves det, at der ansættes kompetente medarbejdere.

- Vi skal have højtuddannede forskere fra hele verden. Vi skal have dannet en international gruppe, siger Niels Østergaard.

Der skal ansættes 90 nye medarbejdere. Her er alle allerede næsten fundet.

Arla har nemlig modtaget omkring 100 ansøgninger til hver stilling, så det har i stedet givet dem et andet problem.

- Den største udfordring er næsten at selektere mellem de ansøgere, vi får ind, siger Niels Østergaard.

En af dem, der dog er kommet igennem nåleøjet, er Ditte Møller Nielsen fra Aarhus.

- Jeg startede egentlig i et barselsvikariat og tænkte, at jeg kun skulle gøre turen fra Aarhus i et enkelt år. Men det fangede mig, og så tænkte jeg, at jeg på et tidspunkt nok måtte flytte til Vestjylland, siger hun.

Efter det første spadestik blev taget i dag, forventes det, at det nye innovationscenter står færdigt i sommeren 2021.

1:29
Arla vil være verdensførende til at udnytte valle, derfor opfører de nu et nyt innovationscenter i Nr. Vium