Nye naturboliger tiltrak hundredevis af gæster

Interessen for den nye bydel ved Ringkøbing Fjord var overvældende, da tre boligprojekter slog dørene op for boligsøgende og nysgerrige gæster.

Bofællesskabet for 50+ - ”Havtorn”.
Bofællesskabet for 50+ - ”Havtorn”.
Foto: Søren Palmelund

Lejerne står i kø til en helt ny bydel, der er skudt op i Ringkøbing.

Naturbydelen Ringkøbing K ved Ringkøbing Fjord fik overvældende mange gæster, da dørene fredag og lørdag blev åbnet for kommende beboere og andre nysgerrige.

I løbet af de to dage talte boligforeningen 340 besøgende.

- Det var en overvældende succes. Der stod folk i kø konstant fra vi startede til vi sluttede, så det var dejligt, fortæller Bo Lodbjerg, der er direktør for Ringkøbing-Skjern Boligforening.

Bydelen består indtil videre af tre forskellige boligprojekter ved navn Strandkanten, Fjordudsigten og Havtorn, som tilsammen rummer 139 boliger. Det er de første projekter i et byudviklingsprojekt, der skal omdanne landbrugsland til et boligområde med naturen i fokus.

Idéen med Naturbydelen er at tænke på naturen før husene. Helt konkret betyder det, at der blev anlagt et stort naturområde med enge, søer og frugtlunde, inden byggeriet af de første boliger overhovedet gik i gang.

- Det er noget nyt og spændende, og det er en anden tilgang end man har de fleste andre steder. Vi har stort set kun fået positive tilbagemeldinger, siger Bo Lodbjerg.

Dronebillede af Naturbydelen med de tre boligprojekter.
Dronebillede af Naturbydelen med de tre boligprojekter.
Foto: Søren Palmelund

47 nye lejeboliger trak fulde huse

Især lejeboligerne i Fjordudsigten trak mange besøgende til. I weekenden var det første gang, de kunne ses, og Ringkjøbing-Skjern Boligforening havde på forhånd orienteret alle på foreningens venteliste om, at der er frist den 17. maj for at tilkendegive sin interesse for boligerne i Fjordudsigten.

Strandkanten, med ejerboliger i ét og to plan, var også meget velbesøgt. EDC Ringkøbing, som står for salget af boligerne, vurderer, at der i de to dage var mere end 200 besøgende, og mæglerne har efterfølgende arrangeret flere private fremvisninger.

EDC Ringkøbing oplyser, at mere end halvdelen af de udbudte boliger nu er solgt, og flere aftaler forventes at falde på plads i løbet af de næste par uger.

”Fjordudsigten” med almene lejeboliger.
”Fjordudsigten” med almene lejeboliger.
Foto: Søren Palmelund