Ny storkerede sat op på gammel skorsten: - Vi tror på, der flytter storke ind

En flok storkeentusiaster fra Bork-området håber på at kunne tiltrække et storkepar, og faktisk har en stork selv valgt, hvor reden skulle sættes op.

Forhåbentlig flytter der en stork ind i den nye rede ved Bork.
Forhåbentlig flytter der en stork ind i den nye rede ved Bork.
Foto: Adem Altan / AFP / Ritzau Scanpix & Kasper Porse Riddersholm Nielsen

Næste år kan der være et nyt storkepar på vingerne i Midt- og Vestjylland.

En splinterny storkerede er i dag blevet sat op i udkanten af den lille by Obling midt imellem de to næsten lige så små byer Nørre Bork og Sønder Bork, og håbet er, at en stork vil slå sig ned i reden.

Reden har egentlig været undervejs længe. En håndfuld lokale indkøbte for et stykke tid siden stativet til reden, og de har forsøgt at finde den helt rette placering lige siden. Bork Kro har været under overvejelse, og det samme har en placering ved havnen. Men i sidste ende gav det helt sig selv.

I fredags dukkede en stork nemlig op hjemme hos Kasper Porse Riddersholm Nielsen. Den landede på toppen af en gammel skorsten, og så lagde den sig ellers til rette.

En stork har været på besøg på Kasper Porse Riddersholm Nielsens gamle skorsten.
En stork har været på besøg på Kasper Porse Riddersholm Nielsens gamle skorsten.
Foto: Kasper Porse Riddersholm Nielsen / Privatfoto

Det afgjorde sagen for storkeentusiasterne fra Bork, og i dag har de gjort den indkøbte storkerede helt indflytningsklar og monteret den på toppen af den 13 meter høje skorsten, som er en rest af et gammelt mejeri.

- Jeg havde nok tænkt, at den gamle skorsten skulle rives ned, men nu spekulerer vi lidt i at renovere den i stedet for, siger Kasper Porse Riddersholm Nielsen.

Sammen med en gruppe venner har han storkesikret reden med hønsenet i bunden, beklædt den med hø og flettet pilekviste hele vejen rundt.

Sådan ser skelettet ud til storkereden.
Sådan ser skelettet ud til storkereden.
Foto: Kasper Porse Riddersholm Nielsen / Privatfoto

Håber på nyt storke-mekka

Storkeinteressen blandt de lokale i Bork-området er inspireret af den populære storkerede i Bækmarksbro, som kan følges direkte på TV MIDTVESTs hjemmeside 24 timer i døgnet. Storkeparret Kjeld og Yvonne samt deres tre endnu unavngivne unger har mange fans, som følger med i storkenes gøren og laden.

Den slags opmærksomhed kunne de også godt tænke sig omkring den nye storkerede i Obling.

- Det kunne da være sjovt. Folk følger jo allerede med i reden i Bækmarksbro, og vi vil også gerne have dem til at komme herned, siger Kasper Porse Riddersholm Nielsen.

Den nye storkerede ved Bork.
Den nye storkerede ved Bork.
Foto: Kasper Porse Riddersholm Nielsen / Privatfoto

Mængden af mad afgør projektet

Om projektet med at trække storke til reden lykkes, afhænger af flere ting. Det forklarer storkeekspert Mogens Lange fra Storkene.dk.

- Det handler dels om placeringen af reden og dels om mængden af storkeegnet mad i området. Generelt kan man sige, at så længe der er mad, så er der også storke. Og hvis en ung stork i år oplever, at her er en god rede med masser af føde i nærheden, så er der en god chance for, at den vender tilbage næste år.

Det er for sent på sæsonen til at der kan nå at blive lagt æg i den nye rede i år, men en stork kan bruge sommeren på at lære området at kende, siger Mogens Lange.

- Det lyder som om, de har fundet et rigtig godt sted, og så er tiden ikke spildt. De skal håbe på, at storken bliver i området resten af sæsonen, og at den synes om det, men ud over at sætte en rede op, så kan de ikke gøre ret meget andet end at krydse fingre, siger han.

Den nye storkerede ved Bork.
Den nye storkerede ved Bork.
Foto: Kasper Porse Riddersholm Nielsen / Privatfoto

Og det gør de så i Obling. Krydser fingre.

- Det er ikke det værste sted i Danmark, synes vi selv. Levevilkårsmæssigt er det ikke helt tosset for en stork, og vi ved, at der er set flere storke her i området, så nu prøver vi at gøre noget for at holde på dem, siger Kasper Porse Riddersholm Nielsen.

Han er klar til at give storkeprojektet næsten lige så længe, det kræver. Reden kommer i hvert fald til at være på toppen af han skorsten de næste fem år, lover han. Og nok også længere, hvis det er nødvendigt.

- Vi tror på, der flytter storke ind. Uanset hvornår det så sker.

Storken er spottet flere steder i området. Her sidder den i et læhegn lige ved siden af skorstenen.
Storken er spottet flere steder i området. Her sidder den i et læhegn lige ved siden af skorstenen.
Foto: Kasper Porse Riddersholm Nielsen / Privatfoto