Ny analyse: Havvindmøllepark kan give jobfest i lokalområdet

Mest grundige undersøgelse hidtil viser, at investeringer i havvind giver rigtig mange årsværk i det område, hvorfra møllerne skal serviceres.

Havvindmøller fotograferet i 2010.
Havvindmøller fotograferet i 2010.
Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Der er udsigt til vækst og regulær jobfest i og omkring den havn, der skal servicere havvindmølleparken Thor, der skal placeres 20 km ud for kysten ved Thorsminde og Nissum Fjord. Det viser nye tal.

Danske Rederier, Dansk Energi og Wind Denmark har i den mest detaljerede analyse nogensinde fået undersøgt, hvad investeringer i havvind skaber af beskæftigelse i hele værdikæden - lige fra produktion af møllen til nedtagning.

- Analysen viser, at havvind giver rigtig mange jobs. Både dem, der sætter havvindmølleparken op og teknikere, der servicerer, men sådan set også aktivitet hos bageren og frisøren i lokalområdet, siger Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier.

Thor bliver stor nok til at forsyne op til cirka en million husstande med strøm. Og ifølge analysen vil projektet sikre mellem 60 og 85 årsværk i det område, hvorfra møllerne skal serviceres. 

Over havvindmøllernes levetid på 25 år betyder det op til 2100 årsværk. 

Tre havne vil være servicehavn

En del af årsværkerne vil, som Anne H. Steffensen fortæller, være direkte relateret til vindmølleparken, men analysen viser også, at det omkringliggende lokalsamfund og erhvervsliv vil nyde godt af havvinden. 

Næste år bliver det besluttet, hvem der skal opføre Thor, og dermed er den havn, der skal være servicehavn for møllerne, heller ikke udpeget endnu.

Men både Thyborøn, Hvide Sande og Thorsminde er interesseret, og alle tre steder vækker den nye analyse selvsagt begejstring. 

- Det vil da betyde en fremgang - også for mig. Jeg håber, at det er her, de så vælger at være og købe deres ting, siger købmand i Thorsminde, Marie Meier Kjærgaard Jensen. 

Også på havnen i Hvide Sande aner Kristen Krogh muligheden for, at han kan få flere ordre i bogen på baggrund af parken.

- Generelt betyder det bare mere omsætning. Når der sker mere aktivitet i alle brancher herude, så hænger det sammen. Så det er vi meget positive over, siger indehaveren af Hvide Sande Skibssmedie.

Også den sidste bejler til opgaven som servicehavn glæder sig over analysen.

- Vi har altid været sultne efter at gøre det her område til en del af havvind og serviceringen af havvind, men det bekræfter da, at de arbejdshypoteser og forretningsmodeller, vi hidtil har kigget på, nok skal holde, siger direktør for Thyborøn Havn, Jesper Holt Jensen.

Havvindmølleparken Thor skal efter planen stå færdig i 2027.