Nu bliver de første Lalandia-huse taget i brug: Familien Ladegaard var de første, der fik nøglerne

I dag blev nøglerne til de første af Lalandias feriehuse i Søndervig overdraget til de nye ejere.

Familien Ladegaard fra Aarhus var de første til at få nøglerne til et af de nye feriehuse ved Lalandia i Søndervig.
Familien Ladegaard fra Aarhus var de første til at få nøglerne til et af de nye feriehuse ved Lalandia i Søndervig.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Som de allerførste fik Jan Ladegaard, hans hustru og to børn i dag nøglerne til deres nye sommerhus ved Lalandia i Søndervig. I alt skal der bygges 440 feriehuse, men det var kun to dem, der i dag var klar til de nye ejere.

- Fra jeg siger til min kone, at vi skal kigge på det her sommerhus, går der kun fire dage til, vi køber det. Vi kunne godt mærke, at efterspørgslen var stor, siger Jan Ladegaard, der til hverdag bor i Aarhus.

På kun 14 dage blev alle 440 feriehuse solgt sidste år.

50 feriehuse klar inden 2021

Selv om det kun var to familier, der i dag fik nøglerne til deres nye feriehus, så er planen, at 50 feriehuse er færdigbygget inden årets udgang. Husene bliver overdraget til ejerne i takt med, at de bliver færdige.

- I dag når vi en vigtig milepæl. Det er noget, vi har arbejdet på i en del år, så det er en stor dag for os. Det er dejligt at se, at der begynder at komme noget miljø her i Søndervig, siger Jan Harrit, der er administrerende direktør i Lalandia.

Alle feriehusene vil være færdigbyggede i løbet af 2021.

Sådan ser det lige nu ud der, hvor Lalandias nye center og vandland skal ligge. Planen er, at det er færdigbygget i foråret 2022.
Sådan ser det lige nu ud der, hvor Lalandias nye center og vandland skal ligge. Planen er, at det er færdigbygget i foråret 2022.
Foto: Søren Schelde

Nu støbes de store bassiner til vandlandet

Udover feriehusene skal der også opføres et badehotel med op til 200 værelser og ferielejligheder. Og så skal selve feriecenteret og badelandet selvfølgelig også bygges færdigt.

De sidste par måneder er der blevet pælepiloteret og foretaget jordarbejde, og støbningen af de store bassiner i vandlandet Aquadomen begynder nu.

- Byggeriet går som planlagt, og vi sigter efter at åbne inden sommeren 2022, siger Jan Harrit.

Familien Ladegaard glæder sig til at tage deres feriehus i brug med det samme, selv om de må vente på selve Lalandia.

- Det er jo en proces, for at det kan blive færdigt, og vi ligger lidt nede for os selv hernede bagved, så jeg tror ikke, byggeriet kommer til at genere os. Og da vi kørte herned, syntes ungerne, at det var fedt, at der var gravemaskiner, så det kan måske bare noget andet, indtil byggeriet er helt færdigt, siger Jan Ladegaard.