Nødvendigt for kommunen: Udenlandske familier fik varm velkomst i forlystelsespark

Udenlandske familier skal føle sig velkomne i kommunen. Derfor blev der lørdag holdt ryste-sammen-arrangement i Wow Park i Skjern.

2:27
Udlændinge er afgørende for, at Ringkøbing-Skjern Kommune har nok arbejdskraft. De nye borgere i kommunen blev i dag budt velkommen, og så var der ellers fri leg.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Familien Thorsen lyder ganske vist meget dansk, men i virkeligheden er den lille familie på tre fra Sydtyskland.

- Hvorfor vi har et dansk efternavn? Det er fordi, I Danmark kan man skifte efternavn, griner Simone Thorsen.

Familien er gået all in, siden de for tre år siden, inden deres datter, Ida, blev født, var på ferie i Danmark og tog en hurtig beslutning.

- Min mand er uddannet klejnsmed, og så var det en god idé, fordi vi havde hørt, at der er brug for hans uddannelse heroppe, siger hun.

Siden begyndelsen af 2019 har de boet i Holmsland, og i dag blev de sammen med 150 andre nye udenlandske borgere i Ringkøbing-Skjern budt velkommen til kommunen i forlystelsesparken Wow Park. 

De nye, udenlandske borgere er nemlig afgørende for kommunens fremtid.

- Hvis ikke de udenlandske borgere og dermed udenlandsk arbejdskraft kommer til Danmark og til vores område, så ville der være en række jobs, vi ikke kunne udfylde, og dermed ville virksomheder være nødt til at sige nej til ordrer, og vi ville have svært ved at få passet vores ældre, siger Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard (V).  

Lige nu udgør østeuropæere 12 procent af arbejdsstyrken i Rinkøbing-Skjern Kommune. Og så vælger mange af familierne at slå sig ned i kommunens små landsbyer.

- Det er på grund af den friske luft og havet, og vi elsker Danmark mere end Tyskland, siger Phillip De Jong.

Phillip De Jong med sin familie.
Phillip De Jong med sin familie.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Han flyttede for tre måneder siden til Spjald fra Tyskland sammen med sin kone og tre drenge. Flere i familien døjer med astma, og derfor har de det simpelthen fysisk bedre her.

Han har arbejdet som ingeniør i Airbus Hamborg i 21 år og søger nu nyt job her. Men familien har allerede fået opbygget lidt netværk.

- Vi har flere fødselsdage, vi tager til, og der har været vejfest på vores gade, siger han.

Derfor er hans plan klar: at blive i Danmark resten af livet.

Også selvom der er 1000 kilometer til bedsteforældrene, har familien Thorsen også fået opfyldt deres drøm i Danmark. 

- Når vi sidder i vores indkørsel og kigger på vores hus og vores dyr og det hele, så bliver vi glade. Og nu har vi også vores datter her, som kan vokse op i Danmark, og det er en stor gave, siger Simone Thorsen.

Lignende arrangementer vil i løbet af september finde sted i 65 kommuner i hele landet.