Niels Christian håbede til det sidste, men så faldt dommen over hans mink

Mink fra fem minkfarme i Midt- og Vestjylland er nu smittet med corona, men mange flere skal aflives.

Minkavler Niels Christian Poulsen har lige nu 170.000 dyr på en af landets største minkfarme i No ved Ringkøbing, men det får snart en ende.

Lige nu er der blevet konstateret coronavirus hos i alt fem minkfarme i Midt- og Vestjylland, og det har vidtrækkende konsekvenser. Det er nemlig ikke kun dyrene på de smittede minkfarme, der nu skal miste livet. Det gælder også alle mink på farme indenfor en radius af 7,8 kilometer.

Derfor rammes i alt 47 farme, og 670.000 raske midt- og vestjyske mink skal slås ihjel. Det gælder blandt andet Niels Christian Poulsens mink, selvom han håbede til det sidste på, at de ville gå fri. Men så blev der konstateret smitte på en farm i Ølstrup, blot 4,7 kilometer væk.

- Vi levede i håbet i går, og først på aftenen fik vi så dommen. Glæden ved arbejdet er selvfølgelig helt forsvundet, og alle mine medarbejdere er stærkt frustrerede over, hvad der nu skal ske med dem. Jeg kan jo ikke engang give dem et svar. Det er simpelthen ikke i orden, siger han frustreret.

SÅ MANGE DYR BLIVER BERØRT

Et smittested rammer 18 avlere

Niels Christian Poulsens raske mink er ikke de eneste, der skal miste livet, fordi farmen i Ølstrup er ramt. I alt 18 avlere er berørte.

Nogle af de 18 mødtes i dag for at diskutere, hvad de nu ville gøre.

- Vi er så frustrerede alle sammen. Vi er nødt til at høre, hvad hinanden tænker, siger minkavler Carsten Rahbek, der står til at skulle aflive 9500 raske mink.

Carsten Rahbek er minkavler ved Ringkøbing og bestyrelsesmedlem for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.
Carsten Rahbek er minkavler ved Ringkøbing og bestyrelsesmedlem for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.
Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

Han frygter, hvad konsekvensen bliver, når så mange raske dyr skal dø, fordi der er fundet smitte på en enkelt farm.

- Hvis der kommer nogle stykker af dem ned gennem landet, så forsvinder alle dyr på grund af et forsigtighedsprincip. Det bliver svært for mig at se, hvordan jeg om et år skal kunne købe nye dyr og sætte ind, forklarer han.

Kompensationsordning til minkavlerne

Kæmper til det sidste

På trods af at en stor mængde dyr nu skal aflives, så bebrejder minkavlerne ikke hinanden, fortæller Niels Christian Poulsen.

quoteJeg vil stadig kæmpe til det sidste for at beslutningen bliver lavet om

Niels Christian Poulsen, minkavler, No

- I det øvrige samfund kan vi heller ikke sige, hvem der bliver ramt af corona i morgen. Sådan er det bare. Så det er ikke fordi de ikke har gjort deres arbejde godt nok. Det har de helt sikkert, siger han.

Minkavlerne fortæller, at de støtter op om at holde coronavirus væk fra staldene, men de vil ikke være med til at aflive raske dyr.

- Nu er jeg hverken aktivist eller noget som helst, men jeg overgiver mig ikke uden kamp. Det er vores livsværk, og hvis jeg føler mig uretfærdigt behandlet, så bliver det ikke uden problemer, slår Charsten Rahbæk fast.

Det er Niels Christian Poulsen enig i.

- Jeg vil stadig kæmpe til det sidste for at beslutningen bliver lavet om, siger han.

 

Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Erhverv.