Myndigheder var advaret: Tvang og kollektiv straf stod på i årevis

I 20 år blev børn og unge på behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing tvunget til løbeture, udsat for kollektiv afstraffelse og nedværdigende behandling, mens myndighederne ikke skred ind.

Nick Tøstesen sidder på taget af Schuberts Minde. Han er helt ulykkelig og imens, han krænger sit hjerte ud har personalet mistet tålmodigheden, mens de andre børn kigger på. 

Derfor tilkalder de stedets forstander. 

- På et tidspunkt siger han 'hop', erindrer den tidligere anbragte og fortsætter:

- Jeg fik mere lyst til at hoppe.

19-årige Nick Tøstesen er en af de tidligere beboere på behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing, der søndag står frem i Jyllands-Posten og fortæller om et sted med tvangsløbeture, ulovlig tilbageholdelse af ejendele, nedværdigende behandling og øgenavne.

Det kan avisen fortælle på baggrund af aktindsigt i tusindvis af dokumenter og samtaler med flere end 50 tidligere anbragte, ansatte og forældre.

Nick Tøstesen er i dag 19 år.
Nick Tøstesen er i dag 19 år.
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

I dag er Nick Tøstesen 19 år gammel. Han husker særligt straffen 'fodfølge'. 

Den betød, at børnene blev tvunget til at følge tæt efter en specifik ansat. Det gik blandt andet udover toiletbesøg. 

- Det var kun, når den voksne havde tid, husker Nick Tøstesen. 

Kollektiv afstraffelse

Nick Tøstesen beretning om nedværdigende behandling er langt fra enestående. 

Ifølge avisen har stedets børn i årevis forsøgt at råbe tilsynsmyndighederne op. Først i efteråret 2020 tog botilbuddet konsekvensen af flere afsløringer og sønderlæmmende kritik i en tilsynsrapport, da bestyrelsen begærede, at stedet skulle lukke.

- En kulturforandring i en virksomhed er en lang proces og skal normalt helst ske glidende, for det er svært for mennesker at ændre vaner. Den forandring kan vi ikke skabe, forklarede talsmand for bestyrelsen på Schuberts Minde, Claus Kristensen den gang til TV MIDTVEST. 

quoteTiden har været lidt en anden og man har ikke fulgt godt nok op på den løbende kritik.

Claus Friis Lange, fagchef for Børn og Unge i Rinkøbing-Skjern Kommune

Allerede i 1999 sendte den tidligere anbragte Chenette Schou Tideman en klage til det daværende Ringkjøbing Amt, der var tilsynsførende med opholdsstedet.

I 1999 sendte Chenette Schou Tideman en klage over Schuberts Minde til Ringkøbing Kommune.
I 1999 sendte Chenette Schou Tideman en klage over Schuberts Minde til Ringkøbing Kommune.
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

Hun beskrev blandt andet, hvordan man havde indført obligatoriske løbeture på tid, der resulterede i kollektiv afstraffelse i form af en ny løbetur, hvis blot en af de anbragte børn ikke var hurtig nok. Flere gange var det Chenette Schou Tideman, der sendte børnene ud på en ekstra tur.

- Jeg følte mig som et dårligt menneske, da jeg flyttede fra Schuberts (Minde, red.), siger hun i dag.

Problemer blev ikke taget alvorligt

I dag erkender fagchef for Børn og Unge i Rinkøbing-Skjern Kommune, Claus Friis Lange, at tilsynet med Schuberts Minde ikke var godt nok. 

- Tiden har været lidt en anden og man har ikke fulgt godt nok op på den løbende kritik, siger han. 

Hos Social Tilsyn midt, der overtog tilsynspligten i 2014, understreger man, at kommunen ikke havde gjort opmærksom på problemerne.

- Der var ingen beskrivelse af sådan nogle forhold her, siger tilsynschef Ulla Andersen med henvisning til artiklen i Jyllands-Posten. 

Den tidligere forstander er ifølge Jyllands-Posten blevet anmeldt til Midt- og Vestjyllands Politi af 32 tidligere anbragte børn.

Flere eksperter vurderer over for avisen, at der er tale om en stribe ulovlig forhold. 

Den tidligere forstander fortæller til avisen, at han ikke ikke ønsker at kommentere artiklen.