Museer åbne efter nedlukning: Endelig er vikingefamilien sammen igen

I Bork Vikingehavn er der atter gang i mjød og de lange, flettede skæg efter en lang nedlukning.

Det har været hårdt at være isolerede fra hinanden, men nu er vikingefamilien samlet igen i Bork Vikingehavn.
Det har været hårdt at være isolerede fra hinanden, men nu er vikingefamilien samlet igen i Bork Vikingehavn.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Vikingetiden sluttede egentlig for omkring 1000 år siden, men siden år 2000 har vikingerne været tilbage i Bork Vikingehavn. Det vil sige, indtil de igen forsvandt i forbindelse med corona-lockdown.

Men nu er de endnu en gang tilbage, og det er de ret godt tilfredse med.

- Det var så dejligt. Det var fuldstændig fantastisk at komme herned og få vikingetøjet på igen, siger Birgitte Moos Farsøe, der er teamleder for Team Formidling på Ringkøbing-Skjern Museum

Rigtig mange af museets egne vikinger har været hjemsendt, og det har gjort ondt.

- Det har faktisk været rigtig, rigtig hårdt, fordi vi ligesom er en stor familie, så man savner sine famliemedlemmer, siger Lone Sandholm, der er frivillig viking i Bork.

Derfor har det også været et hårdt forår, for medarbejderne på det levende museum. Det der med at være hjemsendt på grund af corona er ligesom ikke så vikingeagtigt.

- Det har været nogle hårde måneder, hvor man har siddet derhjemme og ventet på, man kunne komme i gang. Første april kom og gik, og det er normalt første april, vi starter igen. Og det blev bare værre og værre, siger Mads Kjærgaard Kristensen, der er arkæolog og formidler ved Ringkøbing-Skjern Museum.

Det er anden dag museet holder åbnet, og gæsterne har fundet vej til museet. Men det er endnu ikke helt, som det plejer.

Der mangler nemlig stadigvæk de tyske gæster, før alting bliverr sig selv på vikingehavnen.

- Der må gerne komme mange flere danskere, men ligegyldigt, hvor mange, der kommer, så vil det ikke kunne opveje de tyske turister, vi har, siger Birgitte Moos Farsøe.

Bork Vikingehavn glæder sig altså til grænsernes åbning den 15. juni. To ud af tre gæster på en gennemsnitlig sæson er nemlig tyskere.

1:21
Sammen med resten af landsdelens museer har vikingehavnen været lukker i corona-tiden og det har været hårdt for både ansatte og frivillige vikinger.