Mød Cosy og Muse: Familiehunde på størrelse med voksne mænd

Engang var Irske Ulvehunde jægere, der blandt andet skulle jage vildt og holde ulve væk, nu er de fredelige familiehunde.

Ulvehundene Cosy og Muse er en stor del af familien Kristensen fra Fjelstervang.
Ulvehundene Cosy og Muse er en stor del af familien Kristensen fra Fjelstervang.
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

En Irsk Ulvehund kan få de fleste til at spærre øjnene op, for den er meget stor, men den er også rar.

Hos familien Kristensen i Fjelstervang har de to Irske Ulvehunde, som de kalder Cosy og Muse. De er fuldgyldige medlemmer af familien, men de har svært ved at lade maden stå.

For når man er 88 centimeter fra skuldrene og ned og kan nå det meste, så er det svært at lade være.

Det ved familien Kristensen dog, og det lever de gerne med, for de er vilde med deres to Irske Ulvehunde.

- Det er simpelthen den rareste og mest kærlige hund, man kan forestille sig, forklarer Malene Kristensen og tilføjer:

- De er ikke så meget for det der med hundetræning og sådan, for de kan ikke rigtig se fidusen i at gøre ting, man lige har lært mere end en gang, men de er nemme og søde.

Bliv klogere på Irske Ulvehunde

Får stor opmærksomhed

Familien bor på et landsted ved Fjelstervang, og der er ofte livlig trafik forbi marken, som er de to hundes løbegård.

- Det er sjovt at se, hvordan folk lige stopper op for at se, om det nu var køer eller heste - eller hvad det nu lige var, de så, forklarer Jørgen Kristensen.

Han fortæller også, at man bliver tvunget til at være udadvendt, når man går tur med sine ulvehunde i byen, for der er mange, der gerne vil klappe ”hesten”, og familien får mange spørgsmål:

- Kan man ride på dem, bor de inde, hvor mange rugbrød spiser de om dagen, sover de hos jer, og det er bare nogle af spørgsmålene, forklarer parret.

Ifølge familien Kristensen stopper mange mennesker op, når de ser hundene på marken.

Hundene giver familien mange glæder og fælles oplevelser.

Om sommeren tager familien på camping med hundene og besøger desuden flere middelaldermarkeder, hvor foreningen GIUM - Foreningen for Irske Ulvehunde i Middelalderen - viser deres hunde frem.

– Det er en hund, der blev meget brugt i middelalderen til at fange vildt og til at holde ulve væk, forklarer Jørgen Kristensen.

De kan løbe stærkt, men jagtinstinktet er ikke helt, hvad det var i Middelalderen.

Det afslører de godmodige hunde, da TV MIDTVEST møder dem på en foreningsudflugt til Midjysk Greyhound Stadion i Bjerringbro, hvor de skulle prøve at løbe efter ”plastikharen” på banen.

Hvem der løb mest, kan du se i indslaget nedenfor.

4:28
Engang blev den Irske Ulvehund brugt til at jage bjørne og ulve. I dag er den en godmodig familiehund, og jagtinstinktet er ikke helt, hvad det har været.
Foto: Vibeke Nipper, TV MIDTVEST