Mission lykkedes: Nu kan Tobias åbne sit eget mejeri

Gedefarmeren fra Videbæk har samlet mere end en halv million kroner ind.

2:29
Tobias Christensens virksomhed var lige ved at smuldre. Men så startede han en indsamling og fik på rekordtid indsamlet penge nok til at redde sin fremtid som gedemælksproducent
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Han har faktisk lidt svært ved at forstå det, men den er god nok. Gedefarmer Tobias Christensen er nået i mål med et vildt projekt. 

Siden midten af marts er det lykkedes ham at samle mere end en halv million kroner ind via crowdfunding. Penge, der skal bruges til at etablere eget gårdmejeri i forbindelse med familiens landbrug lidt uden for Videbæk.

- Det er jo sindssygt. Det er fuldstændig vanvittigt, siger den ellers beskedne vestjyde. 

I skrivende stund har 662 bidragsydere støttet med 510.650 kroner til Tobias Christensens drøm.

- Folk begyndte at ringe og skrive i går, inden jeg selv nåede at tjekke det. Og folk, jeg slet ikke kender, har fulgt med, siger han og fortæller om særligt et opkald, der har gjort indtryk. 

- En mand fra Køge ringede og syntes, at det var så fedt, for hans søn kan ikke tåle komælk, så han donerede et stort beløb, fortæller Tobias Christensen og uddyber, at manden endda tilbød ham at låne det sidste op til de 500.000 rentefrit, hvis det blev nødvendigt.

Kan ikke komme af med mælken

I syv år har Tobias Christensen drevet og kæmpet for det økologiske landbrug, der i dag består af 220 geder. 

Men med virkning fra slutningen af marts i år opsagde det mejeri, han leverede gedemælk til, aftalen om at aftage mælken, og så stod den unge landmand pludselig med et problem. 

Derfor rakte han ud på Facebook og besluttede at sætte gang i en crowdfunding, der skulle skrabe penge sammen til, at han kunne starte sit eget mejeri.

- Jeg havde håbet, at det kunne lykkes, men jeg kendte ingenting til crowdfunding før, og dem, der havde kendskab til det, sagde, at det nok ikke kunne lade sig gøre.

I et Facebookopslag takker familien for støtten.

Men det har han altså nu modbevist.

- Jeg håber jo, at det ikke bare er fordi, at jeg er en dum vestjyde, at folk støtter mig. Jeg håber, at folk synes, at vi skal have flere gedeprodukter, og at de også vil bakke op bagefter ved at købe dem.

Håber på egenproducerede produkter til efteråret

Nu hvor målet om finansiering er nået, begynder den næste del af processen for familien. 

- Nu skal vi da bare i gang med noget af det andet som byggetilladelser samt få det sidste på plads med banken, så vi kan komme i gang, siger landmanden. 

Hans plan er, at mejeriet skal ligge i forbindelse med driften, og han har tidligere fortalt, at drømmen er, at der skal være et stort vinduesparti ind til mejeriet, så man føler, at man kan være med i hele processen. 

Tobias Christensen har 220 geder. Med købet af mejeriet følger 100 nye geder, som skal flytte ind på gården.
Tobias Christensen har 220 geder. Med købet af mejeriet følger 100 nye geder, som skal flytte ind på gården.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Tobias Christensen har allerede kontakt med en landmand, der gerne vil sælge ham mejeriudstyr, så den del skulle der være styr på. Og hvis alt går vel, håber han, at han kan være klar med de første produkter om nogle måneder. 

- Jeg håber, at vi kan levere fra omkring september. Så vi har lidt travlt, men så slap jeg da for at skulle på udenlandsrejse i sommerferien i år, griner han.

Kristi himmelfartsdag er det muligt at komme ud og se familiens landbrug, der har navnet "Nørgaards geder", når de holder åben stald. Egentlig var planen, at arrangementet skulle bruges til at skrabe de sidste penge sammen, men det bliver så ikke nødvendigt.