Minksagen koster Skjern Bank millioner: - Det er en perlerække af forkerte beslutninger

Nu kan også Skjern Bank mærke de økonomiske konsekvenser af minksagen.

Skjern Banks hovedsæde. Arkivfoto.
Skjern Banks hovedsæde. Arkivfoto.
Foto: Skjern Bank

De økonomiske konsekvenser som følge af aflivningen af minkerhvervet i Danmark kan nu også mærkes i Skjern Bank. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Til bankens årlige generalforsamling mandag aften satte bankens formand, Hans Ladekær Jeppesen, ord på minkskandalen.

- Det er en perlerække af forkerte beslutninger, sagde han til generalforsamlingen, der grundet restriktioner i år foregik via et online link på bankens hjemmeside.

Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern beskrev han det som 'nedslående at se, hvor urimeligt og uværdigt minkavlerne var blevet behandlet'.

Aflivningen af minkene i Danmark betyder, at Skjern Bank går glip af flere end 100 millioner kroner i udlån.

Det til trods for, at banken har haft et ønske om at udlåne endnu flere penge gennem de senere år. 

Men ifølge bankformand Hans Ladekær Jeppesen skal virksomheder alligevel have ros for, hvordan de har klaret sig gennem coronakrisens første år.

- På pressemøderne takkes sundhedspersonalet, men der er også grund til at takke virksomhederne, sagde Hans Ladekjær Jeppesen på generalforsamlingen.