Mens landmand venter på millionstøtte - ordfører vil tage sagen op med ministeren

Det er ikke i orden, at en landmand har ventet fire år på miljøstøtte, mener landbrugsordfører Orla Østerby, som nu vil have fødevareministeren ind i sagen.

Orla Østerby, landbrugsordfører for Konservative, vil nu have ministeren til at gå ind i sagen om manglende millionstøtte til landmænd.
Orla Østerby, landbrugsordfører for Konservative, vil nu have ministeren til at gå ind i sagen om manglende millionstøtte til landmænd.
Foto: TV 2

- Vi har et problem med Landbrugsstyrelsen. De skal tage sig sammen og få orden i eget hus.

Sådan lyder det i dag fra de konservatives landbrugsordfører, Orla Østerby.

Han vil tage fat i fødevareminister Mogens Jensen (S), efter TV MIDTVEST i går kunne fortælle om landmanden Holger Andersen fra Videbæk, som for fire år siden fik tilsagn om 1,9 millioner kroner i miljøstøtte, men som den dag i dag stadig ikke har fået pengene.

- Vi har haft sådanne beklagelser før om, at sagerne tager lang tid, og det er svært at finde en forklaring. Nu har vi et konkret eksempel igen, og så må jeg have fat i ministeren, siger han.

Ikke fremmende for klimavenlige stalde

Landmanden fra Videbæk indviede sin nye, mere klimavenlige stald i 2015, og det var til den, han fik tilsagn om miljøstøtte fra Landbrugsstyrelsen.

Formålet er at reducere lugtgener, klimagasser og ammoniak.

80 andre landmænd venter ligesom Holger Andersen på at få udbetalt støtten.

- Tidligere ministre har også kæmpet, så nu skal vi have gjort noget. Det her er ikke fremmende for, at vi får flere klimavenlige stalde, siger Orla Østerby.

Landbrugsstyrelsen ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, og det har heller ikke været muligt at få et interview om den generelle problemstilling. 

Teamleder Ivan Volf Vestergaard siger i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at styrelsen har gjort en stor indsats for at nedbringe en stor sagspukket - fra 470 til cirka 80.

Han skriver også, at der er nogle specielle forhold ved de resterende sager, der skal undersøges nærmere.

2:42
Mælkeproducent Holger Andersen kan ikke forstå, hvorfor han skal vente på at få udbetalt 1,9 millioner kroner fra Landbrugsstyrelsen.