Luftfartsekspert om nyt flyselskab: Primo Tours kan ende med en dyr værkstedsregning

Det er både et bemærkelsesværdigt og risikabelt projekt, som Primo Tours har kastet sig ud i, siger luftfartsekspert Ole Kirchert Christensen.

Da Primo Tours-direktør, Bjarke Hansen, torsdag morgen gik ud med nyheden om, at rejseselskabet fra Ringkøbing nu stifter sit eget flyselskab, så var det  både en overraskende og markant melding, lyder det her til aften fra luftfartsekspert, Ole Kirchert Christensen.

quoteDet virker meget bemærkelsesværdigt, at det sker på et tidspunkt, hvor luftfartsindustrien er i sin dybeste krise nogensinde.

Ole Kirchert Christensen, luftfartsekspert

- Det virker meget bemærkelsesværdigt, at det sker på et tidspunkt, hvor luftfartsindustrien er i sin dybeste krise nogensinde. Men som Churchill sagde engang: “Never waste a good crisis.” Og det tror jeg umiddelbart, Bjarke har lyttet til, siger Ole Kirchert Christensen, der har arbejdet i den danske rejse- og luftfartsbranche i 20 år og er i dag ansvarshavende chefredaktør på Danmarks største digitale medieunivers om luftfart, rejser & turisme  - Check-In.dk.

Ole Kirchert Christensen kan godt være bekymret for, at Primo Tours' nye flyselskab sætter sin lid til 30 år gamle fly.
Ole Kirchert Christensen kan godt være bekymret for, at Primo Tours' nye flyselskab sætter sin lid til 30 år gamle fly.
Foto: TV MIDTVEST

Airseven er navnet på Primo Tours’ nye projekt, og flyselskabet bliver til i samarbejde med Copenhagen AirTaxi, der har base i Roskilde Lufthavn. Selskabet får i slutningen af året leveret to Boeing 737-400, som hver har plads til 168 passagerer.

De skal flyve kunder fra Primo Tours, SunCharter og Århus Charter, som alle er eget af samme koncern i Ringkøbing, til sydeuropæiske charterdestinationer.

Gamle fly er som gamle biler

Men ifølge luftfartseksperten så er projektet ikke uden risiko. Han hæfter sig især ved den type fly, som Airseven satser på.

quote(...) det er også værd at bemærke, at der er tale om 30 år gamle fly, og det betyder, at der er flere værkstedsregninger.

Ole Kirchert Christensen, luftfartsekspert

- Det, der kan gå galt, er, at det for det første kan vare lang tid, før markedet retter sig. Men det er også værd at bemærke, at der er tale om 30 år gamle fly, og det betyder, at der er flere værkstedsregninger.

For det er med fly, som det er med gamle, brugte biler, siger Ole Kirchert Christensen. De skal oftere på værksted og så længe, de står der, så kan de ikke flyve gæsterne sydpå.

- Så der kan være store omkostninger forbundet med det. Ikke bare på selve regningen til værkstedet, men også de kompensationer, der skal udbetales til passagererne, og det er netop noget af det mange charterselskaber lider under, siger han.

Rejseselskabet vil flyve sig ud af coronakrisen og har leaset to Boeing 737-400 til sit nyetablerede flyselskab.