Lodsejere positive over for nationalpark ved Skjern Å

Ingen landmænd bliver tvunget til at lægge jord til en nationalpark, understreger borgmester Hans Østergaard.

Skjern Å
Foto: Arkiv

Lodsejerne langs Skjern Å er umiddelbart positivt indstillede over for at lægge jord til en ny nationalpark.

Sådan lyder konklusionen på de samtaler, som repræsentanter for nationalpark-udvalget har haft med 200 centrale lodsejere i området.

To ud af tre lodsejere har svaret, at de enten er positive eller gerne vil høre mere om projektet.

- Vi har fået et godt grundlag at arbejde videre med, og det er med til at give mig en tro på, at vi kan nå i mål med projektet, siger borgmester Hans Østergaard (V) til tvmidtvest.dk.

Lodsejerne har deltaget i såkaldte dialogmøder, hvor de havde mulighed for at svare i tre kategorier: Interesseret, afventer at høre mere og ikke interesseret. 

Ringkøbing-Skjern Kommune peger i en pressemeddelelse på, at det kun er et fåtal af de lodsejere, der har svaret ikke interesseret, der klart har afvist af lægge jord til nationalparken. 

Vigtigt med sammenhængende projekt

Uanset hvad understreger Hans Østergaard, at ingen bliver tvunget med i projektet mod deres vilje.

- Det har vi sagt fra dag et. Hvis der er nogen, der ikke ønsker at være med, bliver deres jord taget ud af projektet, siger borgmesteren.

Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner præsenterede i marts et foreløbigt bud på, hvordan nationalparken skal se ud, men hvordan stregerne bliver trukket på det endelige kort, afhænger af tilbagemeldingerne fra de i alt over 10.000 lodsejere.

- Det vigtigste er, at vi får et sammenhængende projekt, siger Hans Østergaard.

Hvis området ved Skjern Å skal blive til Danmarks sjette nationalpark, kræver det, at politikerne i Folketinget støtter idéen. Flere partier har allerede udtalt sig positivt om projektet. Hans Østergaard håber, at de to kommuner har et færdigt projekt at præsentere for landspolitikerne i løbet af næste år eller i 2021.

Skjern Å var i 2012 tæt på at få status som nationalpark, men planerne blev droppet i sidste øjeblik på grund af modstand fra enkelte lodsejere.

4:23
SE OGSÅ: Indslag fra 6. marts - nationalpark rykker tættere på.