Lange fængselsstraffe for drab i Borris: Forsvarer overrasket - anklager tilfreds

Forsvarer Kim Stensgård og anklager Linette Lysgaard kan begge se tilbage på en langstrakt retssag. Men de ser meget forskelligt på udfaldet af den.

13 års fængsel for drabet på Kenneth Linde Simonsen er en overraskende hård dom, mener forsvarsadvokat for én af de drabsdømte mænd, Kim Stensgård. Anklager Linette Lysgaard er mere end tilfreds. Foto: Peter Odeershede Pedersen, TV MIDTVEST

15 retsdage, 41 vidner, omfattende bevisførelse og i dag så en længe ventet dom ved Retten i Herning.

33-årige Rasmus Stærk fra Lyne og 39-årige Jan Weng Jensen fra Tarm blev i dag kendt skyldige i drabet på 47-årige Kenneth Linde Simonsen fra Tarm og idømt hver 13 års fængsel. Til stor overraskelse for forsvareren til den ene af de dømte mænd.

Min klient har under hele det lange sagsforløb erklæret sig uskyldig, så vi gik selvfølgelig efter en frifindelse. Og det er også derfor, min klient har taget konsekvensen og anket dommen på stedet

Kim Stensgård, forsvarsadvokat

- Det kom bag på mig. Min klient har under hele det lange sagsforløb erklæret sig uskyldig, så vi gik selvfølgelig efter en frifindelse. Og det er også derfor, min klient har taget konsekvensen og anket dommen på stedet, lød det fra advokat Kim Stensgård.

Begge de dømte mænd valgte at anke dommen til Landsretten. Begge fastholder deres uskyld og vil frikendes.

Værgeløst offer blev tævet til døde 

Kenneth Linde Simonsen blev fundet slået og sparket til døde i et eng- og markområde ved Borris øst for Skjern den 24. februar sidste år. Nogle få dage senere blev den dengang 32-årige Rasmus Stærk og 39-årige Jan Weng Jensen anholdt og sigtet i sagen.

Senioranklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Linette Lysgaard, gik efter fængselsstraffe på mindst 13 års fængsel til begge de dømte mænd. 

Når jeg gik efter 13 års fængsel, så er det fordi, at det er en tungtvejende og skærpende omstændighed, at drabet er begået overfor et særligt værgeløst offer

Linette Lysgaard, specialanklager, Midt- og Vestjyllands Politi

- Retten har ved et enigt nævningeting fundet de to mænd skyldige i drab på den 47-årige mand, og de har udmålt lange fængselsstraffe i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, så det kan jeg kun være tilfreds med, lød det fra Linette Lysgaard efter domsafsigelsen i eftermiddag. 

33-årige Rasmus Stærk og 39-årige Jan Weng Jensen er dømt for manddrab efter straffelovens paragraf 237, der siger, at ’Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.’

- Drab er en af de alleralvorligste forbrydelser, vi har, og det afspejler sig også i fængselsstraffen, der går op til fængsel på livstid. Når jeg gik efter 13 års fængsel, så er det fordi, at det er en tungtvejende og skærpende omstændighed, at drabet er begået overfor et særligt værgeløst offer, lyder det fra Linette Lysgaard.

Læs også Kenneth Linde Simonsen blev tævet ihjel: Nu skal to mænd hver 13 år i fængsel for drab

I følge anklageskriftet skal de to dømte have 'tildelt forurettede gentagende kraftige slag i hovedet med et redskab.' Anklageskriftet afslører også, at Kenneth Linde Simonsen fik flere kraniebrud under overfaldet og døde af sine kvæstelser og efterfølgende blødninger i hjernen.

Med andre ord: Kenneth Linde Simonsen blev tævet så meget, at han ifølge anklageren var ’et særligt værgeløst offer’, da Rasmus Stærk og Jan Weng Jensen efterlod ham i et øde område i Borris øst for Skjern.

Retten lagde også vægt på, at de to dømte mænd må have haft en plan, da de tog den nu dræbte Kenneth Linde Simonsen med ud til Skjern Enge. 

Jeg synes ikke, der var noget bevis for, at der var lavet en forudgående aftale mellem de to tiltalte

Kim Stensgård, forsvarsadvokat

I drabssager er det ifølge forsvarsadvokat Kim Stensgård normalt, at man idømmes 12 års fængsel. Derfor undrer han sig over, at hans klient nu skal 13 år i fængsel.

- Jeg synes ikke, der var noget bevis for, at der var lavet en forudgående aftale mellem de to tiltalte, og jeg synes heller ikke, at de fremgik af rettens skyldkendelse, og derfor gik jeg efter en dom på 11 års fængsel, forklarer Kim Stensgård.

Trekantsdrama og nøgenbilleder

Under sagen i Retten i Herning er det kommet frem, at det angiveligt var uenighed omkring nøgenbilleder af en fælles kvindelig bekendt, der ledte til en række knytnæveslag på aftenen, hvor den 47-årige blev slået ihjel.

Den nu dømte 39-årige Jan Weng Jensen havde et seksuelt forhold til den kvinde, som Kenneth Linde Simonsen angiveligt havde nøgenbilleder af, og ifølge den 39-årige gjorde han den afdøde klart, at han ikke mente, at det var i orden, at afdøde viste billederne til nogen.

Læs også To mænd dømt for drabet på Allans tvillingebror: - Ingen straf er lang nok

Under en senere druktur ved skydeterrænet i Borris ved Skjern Enge konfronterede Jan Weng Jensen igen 47-årige Kenneth Linde Simonsen med nøgenbillederne, og denne gang fortalte den nu afdøde mand, at han aldrig havde været i besiddelse af de omtalte nøgenbilleder.

Det fik den 39-årige Jan Weng Jensen op i det røde felt, da han, ifølge eget udsagn, vidste, det var løgn. Derfor slog han, ifølge sin forklaring i retten, Kenneth Linde Simonsen to-tre gange i ansigtet med knytnæveslag. Herefter fulgte den 33-årige Rasmus Stærk trop og slog den dræbte ’et par gange’.

Rasmus Stærk og Jan Weng Jensen blev derefter enige om at efterlade Kenneth Linde Simonsen i engområdet, så han kunne gå hjem til Tarm ’som en lærestreg.’ Ifølge den 39-årige Jan Weng Jensen ’stod han stadig op, da de forlod ham.’

00:25

Allan Linde Simonsen kunne i dag se sin tvillingebrors drabsmænd få deres dom ved Retten i Herning. Dommen var en stor lettelse.

Luk video

Omfattende bevismateriale

Under sagens forløb har de to dømte mænd adskillige gange afgivet skiftende forklaringer om hændelsesforløbet før, under og efter det fatale overfald på Kenneth Linde Simonsen. Retten i Herning kalder i dag de to dømtes forklaringer for 'særdeles utroværdige, modstridende, usammenhængende, fantasifulde og konstruerede til lejligheden.' Og det er altså blandt andet de meget vekslende forklaringer og også en lang række troværdige forklaringer fra andre vidner i sagen, der ligger til grund for dagens dom.

- Det har været en meget omfattende sag – i alt 15 retsdage. Både på grund af corona-situationen, men også på grund af den omfattende bevisførelse, der har skullet fremlægges for retten, forklarer specialanklager Linette Lysgaard.

I alt 41 vidner har givet deres forklaring i sagen. Heriblandt politifolk, ambulancereddere, anmelder og personer, der har relationer til Kenneth Linde Simonsen og til de to drabsdømte mænd.