Lagt i kunstig koma: Polsk fisker faldt i havnen

Lægerne betegner den 48-årige fiskers tilstand som stabil. Han faldt ned mellem kajkanten og kutter i Hvide Sande Havn.

Ambulance med blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Den 48-årige fisker, der fredag aften faldt i havnen i Hvide Sande, er blevet lagt i kunstig koma på Aarhus Universitetshospital i Skejby. 

- Hans tilstand skulle være stabil, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Den 48-årige kommer fra Polen og var sammen med sine kolleger ved at afmønstre kutteren, der lå ved Nordhavnskaj. Efter at have forladt kutteren kom han i tanke om, at han havde glemt noget, og da han sammen med en kammerat ville gå om bord igen, faldt han ned mellem kutteren og kajkanten.

Politiet kan umiddelbart ikke oplyse, hvor længe den 48-årige lå i havnebassinet, men han blev reddet op af nogle personer, der sprang i vandet, og herefter kørt til Skejby i en ambulance med politieskorte.

Det bliver nu op til lokalpolitiet i Ringkøbing og eventuelt Arbejdstilsynet at vurdere, hvordan ulykken kunne ske. 

Kunstig koma er en kontrolleret bedøvelse, som lægerne anvender til at give kroppen og hjernen ro efter ulykker eller sygdom. Metoden anvendes blandt andet i forbindelse med drukneulykker eller blodpropper.