Koldt drikkevand skal varme Lalandia i Søndervig op

Når drikkevandet bliver transporteret fra Ringkøbing til Hvide Sande og Holmslands Klit skal en helt ny løsning udnytte energien fra vandet, når det bevæger sig. Det betyder, at Lalandia kan få 65 grader varmt vand.

Billede fra Lalandia på Lolland. Lalandia i Søndervig forventer at kunne invitere de første gæster indenfor i påsken 2022.
Billede fra Lalandia på Lolland. Lalandia i Søndervig forventer at kunne invitere de første gæster indenfor i påsken 2022.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

At bruge koldt vand til at lave varmt vand i et badeland. Det lyder som en umulighed.

Men når Lalandia åbner i Søndervig i påsken 2022 kommer gæsterne til at bade i vand, der er opvarmet med koldt drikkevand.

Metoden er helt ny og uset i sådan en størrelsesorden i Danmark. Manden bag ideen er Søren Jakobsen, der er forsyningschef i Ringkøbing-Skjern Forsyning.

- Det kan virke ulogisk, at det kolde drikkevand kan bruges til opvarmning – og så af et tropisk badeland. Men man kan trække overraskende meget energi ud af en ledning på den størrelse. Faktisk nok til, at det kan forsyne en varmepumpe med energi og dække varmebehovet i Lalandia, siger han.

Drikkevandsledningen, der løber lige forbi det kommende tropiske badeland, har en diameter på 45 centimeter. Den forsyner primært fiskeindustrien og sommerhusene i området.

Vandet i ledningen er mellem syv og ni grader, men det skal køles ned til to grader. I den proces kommer der nok energi til at kunne levere 1,1 MW varme, der kan varme vandet op til de 65 grader, som Lalandia har brug for.

Sådan bliver koldt drikkevand til varmt vand i et badeland.
Sådan bliver koldt drikkevand til varmt vand i et badeland.
Foto: Sweco

Forventningen er, at varmepumpen kan dække størstedelen af varmebehovet i Lalandia, der kommer til at være omkring 12.000 kvadratmeter og bliver Nordens største badeland.

Potentiale til andre steder

Søren Jakobsens løsning er ifølge ham og Morten Møllnitz fra Sweco, som bistår med bygherre­rådgivningen på projektet, uset i denne størrelsesorden på dansk jord.

- Det er mig bekendt ikke noget, vi har set i denne skala før. Potentialet er stort, da vi kan udnytte den energi, der allerede produceres af den store vandgennemstrømning i ledningen, siger Morten Møllnitz, der er projektchef i Vand, Energi & Miljø i Sweco.

Ringkøbing-Skjern Forsyning forventer, at Lalandia kan tage løsningen i brug til februar 2021, så entreprenøren kan bruge varmen i forbindelse med konstruktionen af selve badelandet.

Den alternative varmeforsyning kan højst sandsynligt anvendes til lignende projekter, da der rundt om i Danmark findes andre store drikkevandsledninger.

- Der er stort potentiale i at anvende løsningen andre steder. Eksempelvis løber der en stor drikkevandsledning fra Frederikshavn til Skagen. Her kunne man nemt forestille sig, at virksomheder eller institutioner på vejen kunne tappe ind i det energipotentiale, der ligger i ledningen, siger Morten Møllnitz, der netop har sendt projektet i udbud.