Københavnerfamilie endte ved en fejl på bondegårdsferie: - Det har været en gave

En familie fra Nørrebro har fået øjnene op for, hvad livet på landet har at tilbyde. Nu overvejer de at købe deres egen gård.

Da coronanedlukningen ramte, kunne Lea Maistrup-Larsen og Søren Laursen godt se, at deres hverdag ikke ville komme til at fungere med tre mand i en lille lejlighed på Nørrebro. Så de bookede et sommerhus i Vedersø, pakkede bilen, og tog deres otte-årige datter med til Vestjylland for at få lidt mere luft omkring sig.

Men ved en fejl var sommerhuset blevet dobbeltbooket, og familien fra København måtte i stedet rykke ind i det gamle stuehus på udlejerens gård, Tarpgaard.

Til alles overraskelse viste det sig at være en meget bedre løsning end et luksussommerhus.

- Det gav en anden ro. Hvis man har brug for at klare hjernen, så går man en tur i stalden eller ud over markerne. Det er bare stille og roligt, fortæller Søren Laursen.

Tre uger blev til halvanden måned

Da de planlagte tre uger i Vestjylland var gået, var familien slet ikke klar til at tage hjem, så de blev hængende en uge mere. Og så endnu en. Og endnu en. Til sidst endte det med at blive til halvanden måned på gården i Vedersø.

- På trods af, at vi nok er det, man karakteriserer som ærkekøbenhavnere, så har det været et hit for os. Det har været en gave, siger Lea Maistrup-Larsen.

Familien blev så glade for livet på gården, at de er vendt tilbage til en uges sommerferie her i uge 28.

Også for parrets datter har det været et hit at prøve bondegårdslivet af. Hun har brugt meget tid på at snakke med kalvene i stalden, og i går blev hun endda inspireret til sin fremtidige karriere.

- Jeg skal være dyrlæge, når jeg bliver stor, fordi der var en dyrlæge her på gården i går, som skulle kigge på en af køerne, siger otte-årige Sofie Frederikke Laursen.

Overvejer gårdlivet permanent

Til at starte med handlede flugten til Vestjylland mest om at skaffe lidt flere boligkvadratmeter i en kaotisk periode, hvor parret pludselig skulle forholde sig til at arbejde hjemmefra med datteren omkring sig. Men med tiden kom livet på Tarpgaard så meget under huden på dem, at de har taget hverdagen på Nørrebro op til genovervejelse.

quoteDet har givet os anledning til at overveje, om vi gør tingene på den rigtige måde derhjemme.

Lea Maistrup-Larsen

- Det har givet os anledning til at overveje, om vi gør tingene på den rigtige måde derhjemme. Vi står ikke og er ved at flytte lige nu, men vi kan godt se, at København er ikke der, hvor vi skal være i længden. Og det har den her oplevelse været med til at vise os, siger Lea Maistrup-Larsen.

Og måske ender familien en dag med at have permanent bopæl i det vestjyske.

- Man skal aldrig sige aldrig. Hvis det helt rigtige sted dukker op, så kunne jeg godt se os købe en gård herovre, siger Lea Maistrup-Larsen.

Da landet lukkede ned i marts, rykkede familien fra København til Tarpgaard i Vedersø. Nu er de så tilbage i Vestjylland for at holde sommerferie på landet.