Klub for unge voksne vandt 100.000: Har fået over 650 medlemmer

Prisvindende klub fejrede torsdag aften tre år, og der er sket en del i netværkets første leveår.

2:06
Klubben InWestjylland er for unge på 20-35 år fra Ringkøbing-Skjern Kommune, og torsdag kunne klubben fejre sin succes og sine første tre år.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Tilflyttere. Gerne unge og med små børn eller med børn på vej inden for de næste par år. Alle kommuner med respekt for sig selv vil gerne tiltrække unge, der skal til at bygge redde. 

Nogle kommuner har endda særlige velkomstambassadører og deler gavekort ud til tilflytterne, så de rigtig kan føle sig hjemme.

Men hvordan får man skabt nogle arrangementer, som både tilflyttere og lokale gider at mødes om?

- Vi har fokus på tilflyttere, men det er i den grad lige så vigtigt, at vi tager os af dem, der allerede er her, og at vi giver dem en god oplevelse, siger Erik Viborg, kultur- og fritidsformand i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Venstremanden kan glæde sig over, at en gruppe frivillige tilsyneladende har fundet noget af svaret. I 2019 fødtes netværket InWestjylland. I dag torsdag fejrede klubben så tre år.

En kopi af første arrangement

Fejringen var en tro kopi af det første arrangement ved Ringkøbing. Hovedingredienserne var en masse sport på vandet og en smule havespil ved rådhuset.

- Vi synes, det er en festdag, og den vil vi gerne markere, som vi gjorde, da vi begyndte det hele, siger Emma Kjeldgaard.

Hun var en idémagerne bag InWestjylland, og hun er stadig med i styregruppen. Hun kan nu se tilbage på tre år med fart på, på trods af corona har udfordret:

Kommunen støtter den frivillige styregruppe, og så har det også hjulpet initiativet på vej, at man få måneder efter stiftelsen vandt 100.000 kroner. Det skete, da InWestjylland i 2019 løb med førstepræmien i konkurrencen 'Fantastiske Fællesskaber' hos TV MIDTVEST.

Plads til flere lokalkendte vestjyder

658 unge voksne mellem 20 og 35 år, der bor i Ringkøbing-Skjern, er nu medlemmer. Og medlemmerne har fået tilbud om alt fra kurbadsaftener til brætspilshygge samt at være tilskuer til stand-up-komik og traktortræk. Man kunne også blive racerkører til den første udgave af elbil-løbet Westwind Challenge.

InWestjylland fejrede torsdag aften tre år, og det skete med en kopi af det første arrangement.
InWestjylland fejrede torsdag aften tre år, og det skete med en kopi af det første arrangement.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Hvis Emma Kjeldgaard skal se tre år frem, håber hun, at klubben får endnu flere medlemmer, som har boet længere tid i Ringkøbing-Skjern. For det kan gøre det lettere for tilflyttere at falde til, hvis de også får nogle lokalkendte kontakter.

- Det vil gøre oplevelsen endnu federe, tror jeg. For sådan er det bare at bo i Vestjylland; her skal du kende nogen, siger Emma Kjeldgaard.

Lars Stampe Nielsen passer lige på beskrivelsen. Han er født og opvokset i Hvide Sande, og så er han glad for at møde nye mennesker. Så da han hørte om netværket, meldte han sig hurtigt ind.

- Jeg er en meget udadvendt person, så jeg kan godt lide at snakke med fremmede mennesker. I klubben her får jeg noget god underholdning og møder nogle rare mennesker; folk er så positive herude, siger Lars Stampe Nielsen.