Kat udsat for grov mishandling med strips: Politiet søger vidner

Lokalpolitiet i Ringkøbing beder offentligheden om hjælp til at finde den skyldige, der har mishandlet en ung, rødstribet hankat.

0:48
Politiet er på jagt efter en eller personer, der har mishandlet en kat. Katten skal måske have amputeret forbenene.

En ung, rødstribet og tam hankat blev indleveret til politiet, efter en person havde fundet katten med strips rundt om poterne på Hovervej ved Spjald.

Politiet ser med stor alvor på sagen. Det oplyser politiassistent ved Lokalpolitiet i Ringkøbing, Martin Bjerg.

- Den er i meget, meget dårlig stand. Den er udsultet, og vi kan se, at stripsene er sat på af et menneske, fortæller politiassistenten.

Ifølge Martin Bjerg er det ikke hver dag, at de ser så grov dyremishandling.

- Katten skal muligvis have amputeret poterne efter de sorte strips, siger han og tilføjer:

- Vi kan ikke afvise, at det måske er børn, så vi vil gerne have at forældre taler med deres børn om sagen.

Katten blev indleveret den 9. august, og da politiet endnu ikke har fundet frem til den eller de skyldige, beder de nu offentligheden om hjælp.

Lokalpolitiet i Ringkøbing kan kontaktes på 114.

Katten blev fundet i krydset her.

Midt- og Vestjyllands Politi ved ikke, hvem ejeren af den mishandlede kat er, men ifølge politi og dyrlæge virker katten tam.

Katten blev indleveret på Dyrlæge Center Vest den 9. august.
Katten blev indleveret på Dyrlæge Center Vest den 9. august.
Foto: Billeder udleveret af Midt- og Vestjyllands politi