Kanonslagsbøller slår til igen: Flere postkasser sprængt i luften

Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der har set eller har oplysninger om kanonslagene, som har hærget Videbæk i weekenden og igen i går aftes.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

I går aftes buldrede det igen i Videbæk og omegn. Ikke på grund af torden, men kanonslag. Flere postkasser blev også sprængt i luften.

- Det fortsætter desværre. Vi fik flere anmeldelser i går aftes og har også standset nogen, men de havde ikke noget med sagen at gøre, siger Bjarne Højgaard, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Ringkøbing.

Postkasserne blev sprængt i Egeris, Barde og Videbæk mellem klokken 21 og 23 tirsdag aften.

- Vi kan ikke udelukke, at det er de samme gerningsmænd, som er kørt rundt og har gjort det, siger politiassistenten.

Kanonslag hærgede i weekenden

I weekenden var den også gal. Her blev flere postkasser også udsat for hærværk.

Værst gik det ud over en bil. Ukendte gerningsmænd havde placeret et kanonslag på taget af en Mazda 3, som var så kraftigt, at det lavede hul i taget, og flere af bilens ruder sprang.

Politiet mangler oplysninger om de personer, som afskyder kanonslagene i Videbæk og de omkringliggende byer, og vil derfor gerne høre fra vidner.

- Det bedste vil være, hvis nogen har set dem gøre det. Vi fik anmeldelser om køretøj i går, men det førte desværre ikke til noget. Vi har ikke noget at gå efter, så vi vil meget gerne have oplysninger i sagen, siger Bjarne Højgaard.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.