Jagtfest stak af: 45-årig fægtede med kniv

Gerningsmanden og hans 42-årige offer er begge til behandling på sygehuset. Den 45-årige er nu løsladt efter grundlovsforhør. men fortsat sigtet for drabsforsøg.

Anholdt.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Halv tre natten til onsdag blev politiet kaldt til en jagthytte vest for Skjern.

En 45-årig mand havde trukket en kniv, som han fægtede med mod en 42-årig.

Det fortæller Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning til TV MIDTVEST.

- Vi er ved at undersøge, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger han.

Den 42-årige fik afværgelæsioner i hænderne - det kalder politiet det, fordi manden har forsøgt at afværge at blive ramt af kniven. Den 45-årige ramte sig selv i låret.

Begge blev kørt til behandling på sygehuset i Herning.

Selskab efter andejagt

Tirsdag gik andejagten ind, og de to mænd har efterfølgende været til et selskab, hvor de af foreløbigt uforklarlige årsager er kommet i klammeri.

Der er tale om to mænd fra lokalområdet.

Ifølge politikommissær Henning Præstegaard fra Lokalpolitiet i Herning vurderer anklagemyndigheden, at det er en skærpende omstændighed, at episoden er sket i en jagthytte. 

Politiet har endnu ikke afhørt de to mænd, fordi de fortsat er til behandling på sygehuset. De er begge uden for livsfare.