Hvide Sande-musiker skriver om ensomheden – nu er han aktuel med helt ny sang

Selv om Karl Kristian Thuesen både har familie i Hvide Sande, to bofæller i Aarhus og et studieliv, så kan han stadig føle ensomheden.

- Jeg synes, det er så svært at være alene. Kom nu sæt mig fri.

Sådan synger Karl Kristian Thuesen fra Hvide Sande i sin helt nye sang, der hedder Tomme Hænder. En sang, som tager udgangspunkt i musikerens egne følelser.

- Ensomhed er meget en følelse, jeg har. Det er ikke fordi, jeg er alene. Jeg har en rigtig god familie i Hvide Sande, hvor vi er meget tætte, jeg har to rumboer, og jeg prioriterer at møde nogen ved at læse på et studie i Aarhus. Men ensomhed er følelsen, når man kommer hjem, og der ikke er noget at komme hjem til, forklarer 25-årige Karl Kristian Thuesen.

Han har allerede udgivet 15 sange, og sangene er om de ting, der betyder noget for ham.

- Der er mange ting, der fylder som ung, men ensomhed er noget af det, jeg mærker her i Aarhus. Jeg er en Hvide Sande-dreng og kommer fra en lille by og er nu rykket til Aarhus, hvor der er en helt anden kultur. Man hilser ikke på hinanden på vejen på samme måde som i Hvide Sande, og det skal man vænne sig til, siger han.

Karl Kristian Thuesen er lige nu i gang med pædagogstudiet i den østjyske by.

Vil dele ensomheden med andre

Allerede i 6. klasse lærte Karl Kristian Thuesen at spille på et instrument, og efter gymnasiet gik han på Musikalsk Grundkursus (MGK) i Holstebro. Han har spillet og optrådt med egne sange siden gymnasietiden, så musikken har betydet meget i mange år.

- Jeg kan ikke rigtig lade være. Jeg drømmer om, at musik må blive ved med at være sjov og noget, jeg kan leve af. Men også, at det er noget, jeg kan leve af fordi, det er rigtigt. Det er ikke en præstation i sig selv at blive til noget eller nogen, siger han.

Og selv om de nyeste toner fra Hvide Sande-musikeren handler om ensomhed, så har Karl Kristian Thuesen også andet end tunge tanker.

- Det er en side af det. Jeg har jo også vildt gode dage og nyder dagene i Aarhus. Det kan godt komme til at virke som om, det er halvdeprimerende at være Karl Kristian fra Hvide Sande, men det er det jo langt fra. Men jeg synes, det er et vigtigt emne.

Han vil gerne være en af dem, der åbner op for snakken om ensomhed.

- Jeg tænker, der er mange, der måske har de samme tanker, men det er ikke altid, at det lige kommer frem. Det kan være, at man savner en partner, eller at der sker noget, eller at der er nogen, der tager initiativet. Det er svært hele tiden selv at skulle være aktiv for at komme ensomheden til livs, siger sangskriveren.


Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Kultur.