Høj sol og lidt vind: Tørke skaber perfekt høstvejr for landmænd

Landsdelens landmænd har travlt med arbejdet under en bagende sol. Høsten tegner heldigvis til at blive god i år.

Høstvejret kunne ikke være mere perfekt end det er lige nu, så landmænd arbejder på højtryk i disse dage.
Høstvejret kunne ikke være mere perfekt end det er lige nu, så landmænd arbejder på højtryk i disse dage.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

De seneste dages lækre sommervejr har fået mange til stranden, men det har landsdelens landmænd slet ikke tid til.

De har travlt med at få årets høst af blandt andet vårbyg i hus.

En af de landmænd, der i dag kører mejetærskeren på marken i bagende solskin, er Jeppe Haulbjerg fra No.

Høstvejret kunne ikke blive bedre, end det er nu, hvis man spørger landmanden.

- Med høj sol og lidt vind og varm temperatur, så er det jo perfekt, siger han.

Selvom der er hedebølge udenfor, er der en konstant temperatur på omkring de 20 grader inde i mejetærskeren takket være den indbyggede aircondition.
Selvom der er hedebølge udenfor, er der en konstant temperatur på omkring de 20 grader inde i mejetærskeren takket være den indbyggede aircondition.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Når han skuer ud over sine kornmarker, er det et syn, han er kun kan være tilfreds med.

Landmanden kigger især efter, at der ikke er for mange grønkorn i afgrøderne - altså at der ikke står for mange strå, hvor kornet ikke er helt modent endnu. Heldigvis ser det fint ud på marken, han kører på i dag.

Vandindholdet i kornet ligger også på et fornuftigt leje.

- I foråret har vi fået helt perfekt nedbør. Vi har ikke manglet vand på noget tidspunkt. Så afgrøderne står egentlig bare fantastisk lige nu, siger Jeppe Haulbjerg.

Efter et ekstremt vådt efterår, hvor marken, der nu strutter af vårbyg, måtte sås om, tilsmiler vejrguderne ham endelig. Dog bliver høsten sen i år.

- Vi er sent i gang, men lige nu ser det ud til, at vi får en uges tørvejr, og kornet modner hurtigt i de her temperaturer. Så mon ikke vi er rigtig langt om syv dage. Det satser jeg på, siger landmanden forventningsfuldt.

Endelig ordentligt høstvejr 

Hos Vestjysk Landboforening er de meldinger, planteavlskonsulent Tove Holm Vistedsen har fået fra landmændene også positive.

Vejret er alfa omega for, at høsten kommer i hus uden for meget bøvl. Helt optimalt er det, hvis høstsæsonen byder på varmt vejr - og helst uden byger.

Derfor er det heldigt, at den våde juli er blevet efterfulgt af en tør og solrig august.

- Vi er jo rigtig glade for, at der er kommet noget ordentligt høstvejr nu, siger Tove Holm Vistedsen.

- De senere år har vi haft nogle sæsoner, hvor vejret har været nogenlunde fint, og til høst er det så slået over i regn. Så i år er det omvendt, fortsætter planteavlskonsulenten.

Ønskescenariet for landmænd som Jeppe Haulbjerg er, at tørvejret fortsætter nogle uger endnu, så høsten kan komme i hus, uden at det er nødvendigt at tørre kornet efterfølgende.

1:38
Se indslaget: Landmændene har travlt med at få årets høst af blandt andet vårbyg i hus.