Helikopter var i luften for at lede efter ukontaktbar jolle

En bekymret borger kunne torsdag aften ikke komme i kontakt med personer, der var sejlet ud i en jolle. Eftersøgningen blev hurtigt afblæst.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Borgere i området omkring Ringkøbing Fjord kunne i går aftes høre en helikopter, der cirklede rundt ud. 

Ifølge lokalpolitiet i Ringkøbing skyldes det, at en bekymret borger havde ringet ind om en jolle, der var sejlet ud fra Stavning Havn. 

Trods adskillige forsøg var det ikke lykkedes personen at komme i kontakt med personerne på jollen. 

Det fik politiet til at starte en eftersøgning med helikopter og båd. 

Ingen personer i havsnød

- Kort tid efter blev man ringet op af en, der kunne fortælle, at de var i Skaven Havn, og at alle var i god behold, fortæller Bjørn Bo fra lokalpolitiet. 

Personerne på jollen var ikke til at komme i kontakt med, fordi deres mobiltelefoner var gået ud. 

- Den ene var blevet våd, og den anden var løbet tør for strøm. Men de var aldrig i havsnød, fortæller Bjørn Bo. 

Efterlysningen blev derfor afblæst omkring kl. 20.00.