Håndboldfeber: Skjern vil samle 10.000 tilskuere på 10 dage
Fire hjemmekampe på stribe giver travlhed i vestjysk håndboldklub. Målet er at få samlet 10.000 tilskuere i arenaen i Skjern til de fire kampe.
Der bliver rig mulighed for at stille håndboldsulten i Vestjylland i den kommende tid. Kampprogrammet vil det nemlig sådan, at Skjern Håndbold får fire hjemmekampe på stribe.
- Man kan måske sige, at det er uheldigt, men vi vender det nu til noget positivt og ser sådan på det, at vi tilbyder de håndboldinteresserede nogle helt unikke oplevelser, siger direktøren i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.
Første kamp i Skjern Bank Arena er søndag aften, hvor Skjern Håndbold kan blive det første hold, der tager points fra Mikkel Hansen, Niklas Landin og Aalborg Håndbold.
Herefter venter portugisiske Braga tirsdag i European League.
Lørdag 25. november gælder det de mangeårige rivaler fra KIF Kolding, og tirsdag 28. november bliver håndboldfesten i det vestjyske rundet af med endnu en kamp i European League, denne gang mod kroatiske RK Nexe.
- Vi håber, at vores trofaste fans vil bakke op. I dag skriver vi ud til vores samarbejdspartnere, at målet er 10.000 tilskuere på 10 dage i Skjern Bank Arena. Det håber vi meget på kan lykkes, fortæller Skjern-direktør Carsten Thygesen.
Dermed er der i de kommende dage lagt op til stor travlhed for hele organisationen og de mange frivillige i Skjern Håndbold.
- Vi får vores sag for. Det er en kæmpe udfordring. Men nu giver vi den fuld gas, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at give de 10.000 mennesker en god oplevelse, understreger Carsten Thygesen.
Kampen mod Aalborg Håndbold spilles søndag aften klokken 20.00.