Håndbold: Skjern taber til GOG i tæt opgør

GOG avancerede til tredjepladsen, da det mod Skjern blev til den femte sejr i træk i herrernes håndboldliga.

Efter dagens nederlag rykker Skjern Håndbold ned på femtepladsen i ligaen.
Efter dagens nederlag rykker Skjern Håndbold ned på femtepladsen i ligaen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Dagens ligakamp var vigtig for Skjern Håndbold, hvis de grønblusede skulle holde fast i placeringen i top-4. Men GOG ville det anderledes og fynboerne fik deres femte ligasejr i træk, da Skjern i Gudme blev besejret med 28-27 efter et opgør, der var nøjagtigt lige så tæt, som cifrene antyder.

Dermed kom GOG på 26 point for 20 kampe og rykker forbi Bjerringbro-Silkeborg i tabellen. Skjern ligger på femtepladsen med 23 point.

GOG ligger efter sejren på tredjepladsen i håndboldligaen.
GOG ligger efter sejren på tredjepladsen i håndboldligaen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Afgørelse i de sidste sekunder

GOG kom hurtigt på 2-0, men Skjern arbejde sig prompte tilbage og fik også overtaget. Udeholdet brugte en GOG-udvisning som afsæt til at veksle 6-7 til 10-7 i en periode, hvor fynboerne holdt scoringspause i otte minutter.

Hjemmeholdet sluttede dog første halvleg bedst af og sikrede spændingen ved at reducere fra 11-14 til 14-15 i de sidste minutter.

Og det blev tæt hele vejen i anden halvleg. Holdene var skiftevis i front, og på intet tidspunkt i de første 27 minutter førte et hold med mere end ét mål.

Tomålsføringen kom med præcis tre minutter tilbage, da Emil Jakobsen udnyttede sit holds overtal til at score til 27-25 efter en kontra.

Skjern gik i stå offensivt på det værst tænkelige tidspunkt. Elvar Örn Jónsson brød otte minutters måltørke ved at reducere til 26-27 med 40 sekunder tilbage, men det var afgørelsen, da Odinn Thor Rikhardsson øjeblikke senere scorede fra fløjen til 28-26.