Håndbold: Skjern giver Kolding tilbageslag i slutspilsjagt

Kolding tabte et skridt i kampen for at komme med i håndboldslutspillet, da holdet tabte med tre mål i Skjern.

Eivind Tangen scorede syv gange for Skjern. (Arkivfoto)
Eivind Tangen scorede syv gange for Skjern. (Arkivfoto)
Foto: John Randeris / Ritzau Scanpix

KIF Kolding må formentlig bide negle til det sidste i jagten på en plads i slutspillet i herrernes håndboldliga.

Traditionsklubben tabte et skridt med et 29-32-nederlag i Skjern lørdag eftermiddag. Med en sejr kunne Kolding have åbnet et stort hul til forfølgerne uden for top-8.

Til gengæld er Skjern tæt på at have sikret sig en af de eftertragtede pladser i det fine selskab.

Vestjyderne har ellers gang i en noget svingende sæson og har tabt ni kampe. Men kan holdet løfte sig i slutspillet, er målet om medaljer ikke uden for rækkevidde.

Det var især Skjerns højre angrebsside, der voldte Kolding problemer. Højrefløjen René Rasmussen leverede en mindre målfest med 9 scoringer på 11 forsøg.

Ved siden af ham var nordmanden Eivind Tangen også farlig med i alt syv træffere.

Kolding førte 1-0, men det var eneste gang, gæsterne var i front i arenaen i Skjern. Ved pausen stod det 19-15, og Kolding kom aldrig for alvor tæt på i anden halvleg.

Med tre kampe tilbage i grundspillet er Kolding på ottendepladsen og har et forspring på tre point til Ribe-Esbjerg og Fredericia nedenunder.

Men Fredericia mangler fem kampe, så Koldings billet til slutspillet er langtfra sikret.

I bunden af tabellen tog Lemvig en vital og overraskende sejr på 29-27 ude over Skanderborg.

Det er holdets tredje sejr i de seneste fire kampe. For få uger siden lå Lemvig på en tilsyneladende udsigtsløs position sidst i rækken, men er nu tre point foran den nye bundprop, TMS Ringsted.

Det hold, der slutter sidst i grundspillet, rykker direkte ned i den næstbedste række.

/ritzau/