Gymnasieelever blev overrasket med alkoholfri morgenfest

Vestjysk Gymnasium Tarm vil gerne vise de unge, at man kan feste og have det sjovt uden alkohol.

Emilie Veise (tv) og Mia Hansen (th) var nogle af de første på dansegulvet, da der i dag var morgenfest på Vestjysk Gymnasium Tarm.
Emilie Veise (tv) og Mia Hansen (th) var nogle af de første på dansegulvet, da der i dag var morgenfest på Vestjysk Gymnasium Tarm.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST.

Eleverne på Vestjysk Gymnasium Tarm fik i dag en noget utraditionel start på skoledagen. 

Klokken 08.00 mødte eleverne ind til morgenfest med høj musik, alkoholfrie drinks, alkoholfri beerpoing og morgenmadsbuffet. 

Ifølge Mikkel Hoff Kielberg, der er lærer på gymnasiet, så er meningen med festen at vise de unge, at man sagtens kan have det sjovt uden at drikke store mængder alkohol.

- Jeg er stolt af vores gymnasium, der kan være med til at sætte fokus på elevernes samvær og fællesskab. Og jeg er stolt over, at vores elever har banket en fest op klokken otte om morgenen, siger han. 

Det er en lille gruppe på 12 elever og et par lærere, der har arrangeret festen. 

Tror på, at det virker

To af arrangørerne er Jakob Ørbæk Juel og Jonas Pallesen, der går i 2.C. 

- Vi blev spurgt, om vi ville hjælpe, fordi vi er sådan nogle rigtige festgutter, der kan arrangere sådan noget, siger Jonas Pallesen. 

Jakob Ørbæk Juel og Jonas Pallesen fra 2.C. 
Jakob Ørbæk Juel og Jonas Pallesen fra 2.C. 
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

- Og så er vi med, fordi vi gerne vil sætte fokus på, at man godt kan skære lidt ned på alkohol. Vi synes godt, det kan blive lidt for meget nogle gange, siger Jakob Ørbæk Juel. 

De tror på, at festen vil få de andre elever til at se, at man godt kan feste uden alkohol. 

- Folk kan se, at vi har en fest og danser. Folk er på. Det er en god måde at blive morgenfrisk på, siger Jonas Pallesen og smiler.

Efter en sløv start lykkedes det at få mange af eleverne på gymnasiet til at danse. Nogle af de første på gulvet var Emilie Veise og Mia Hansen, der går på andet år på HF. 

- Det er virkelig fedt, det er lidt ærgerligt, at folk ikke er mere på, siger Mia Hansen. 

- Man kan godt holde en fest uden alkohol, men der er nok ikke så mange, der danser, siger Emilie Veise. 

Vigtigt at have fokus på

Eleverne begyndte dog at smide hæmningerne lidt efter lidt. Til sidst var der godt fyldt på gulvet. Andre elever var rykket ud til de beerpong-borde, der også var stillet op. 

Her stod Caroline Kofod, der går i 3.A. 

- Det er ikke lige det tidspunkt, man plejer at feste på, men det er meget sjovt. Det er en anderledes måde at starte dagen på. Jeg plejer ikke at drikke alkohol, så jeg savner det ikke, fortæller hun. 

Caroline Kofod (th) og Michelle Søndergård (tv). Caroline drikker aldrig, men Michelle savnede alkoholen lidt.
Caroline Kofod (th) og Michelle Søndergård (tv). Caroline drikker aldrig, men Michelle savnede alkoholen lidt.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST.

Vestjysk Gymnasium Tarm er en del af kampagnen 'Fuld af liv', hvor Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden vil forsøge at ændre alkoholkulturen blandt unge. 

Det var én af årsagerne til morgenfesten. Det fortæller Mikkjal Helmsdal, der er rektor på Vestjysk Gymnasium Tarm. 

- Festen kommer til at skabe en god stemning og sætte fut i hverdagen, og så håber vi, at de vil reflektere lidt over deres alkoholforbrug bagefter, siger han. 

Rektoren oplever ikke, at alkohol er et stort problem på gymnasiet, hvor man i flere år har haft en bevidst politik på alkoholområdet. Men han mener, at alle der arbejder med unge, skal have fokus på det. 

- Og hvis man virkelig skal overbevise de unge, skal man skabe nogle rammer, hvor man kan have det sjovt uden alkohol, siger Mikkjal Helmsdal. 

Efter morgenens fest forsvandt eleverne ud i klasserne for at starte den normale skoledag.