Gylle fra mink skal blive liggende ind til sommer

Landmænd undrer sig over nye regler for minkgylle. Nu skal det blive liggende ind til sommer.

2:13
Nye regler for udkørsel af minkgylle vækker forundring i landbruget, der nu kræver en ordentlig forklaring.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Alle minkene er for længst væk hos Hedegaard Mink I/S i nærheden af Ringkøbing. 

Tilbage er kun burene, der er ved at blive spulet rene og så de 15.000 kubikmeter gylle fra minkene, der lige nu er samlet i de store gyllebeholdere.

Her skal det blive liggende ind til 1. juni i følge nye regler udstukket af Fødevarestyrelsen. 

Normalt kører Jakob Østergaard gylle ud i april eller begyndelsen maj. Det, han savner allermest efter de nye regler er trådt i kraft, er dokumentation.

- Jeg savner dokumentation for, at min gylle smitter. Det savner jeg noget bevis på, for det tror jeg ikke på, siger Jakob Østergaard, der nu er tidligere minkavler i Ølstrup ved Ringkøbing.

Han undrer sig også over, hvorfor datoen er sat til lige præcis 1. juni. Også her savner han dokumentation.

- Hvorfor er det ikke den 1. maj eller 1. april, der kunne være datoen, som gør, at det kunne være lettere for os planteavlere at bruge gyllen fornuftigt, siger Jakob Østergaard 

Vestjysk Landboforening undrer sig også. Flere af deres medlemmer er nu tidligere minkavlere med tonsvis af minkgylle liggende på de nedlagte farme.

- Vi har brug for at få en ordentlig faglig forklaring for, hvorfor man har sat en dato til 1. juni, siger Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening.

Kalk over gyllen

Fødevarestyrelsen giver en anden mulighed, når det handler om gylle fra mink. Hvis landmanden dynger kalk over, så pH-værdien er over 12, så kan det frit køres ud på markerne.

I følge landmændene giver det heller ikke mening.  

- Når man putter kalk i, så sker der en opkogning af gyllen, så ammoniakken fordamper. Og det synes vi måske ikke er hensigtsmæssigt i forhold til for eksempel vandplaner, for så falder det ud over følsomme naturområder, forklarer formanden for Vestjysk landboforening, Søren Christensen.

For den tidligere minkavler er der også ekstra udgifter forbundet med at smide kalk ud over gyllen. I følge ham mister gyllen nemlig sin næringsværdi, og derfor skal han købe kunstgødning ved siden af.

- Det er lidt irriterende. Enten så tvinger staten mig til at putte kalk i, der gør jeg får en ekstra regning til ny kvælstof ind, eller også skal jeg vente med at køre gyllen ud til efter 1. juni, og det giver dårligere udbytte på mine arealer, siger landmand og tidligere minkavler Jakob Østergaard fra Ølstrup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen i dag.