Grønt lys til 2+1 vej: Har netop fået en milliard kroner

Der er sat 992 millioner kroner af til at udbygge strækningen mellem Herning og Ringkøbing.

Strækningen her ved Røgindvej er en del af første etape.
Strækningen her ved Røgindvej er en del af første etape.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Der har i mange år været snak om at udbygge hovedvej 15 mellem Herning og Ringkøbing. Nu er realiseringen tættere på end nogensinde, efter at forligskredsen bag strækningen er blevet enige om, at projektet skal have 992 millioner kroner.

- Vi har kæmpet benhårdt og målrettet på dette projekt gennem mere end 10 år. Politik er en branche, hvor tålmodighed er en forudsætning for resultater. Denne sag understreger det mere end meget andet, siger Søren Elbæk, der er viceborgmester for Socialdemokratiet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Den store pose penge skal gå til at udbygge strækningen, så der kommer til at være 2+1 vej, hvor man de fleste steder må køre 90 kilometer i timen. Viceborgmesteren er glad for, hvor projektet er endt, selvom kompromisser har været nødvendige.

- Denne udbygning er den største udbygning af infrastruktur i Ringkøbing-Skjern Kommune i mere end 100 år – og jeg er ikke i tvivl om, at udbygningen får afgørende betydning for både erhvervsudvikling og bosætning i de kommende år, siger Søren Elbæk.

2+1 i 2028

Også Socialdemokratiets transportordfører fra Vestjyllands Storkreds er glad for, at man nu er blevet enige i forligskredsen.

- Det glæder mig, at vi nu får bundet Ringkøbing langt bedre sammen med Herning og derfra motorvejsnettet ud i landet, siger Socialdemokratiets transportordfører Thomas Jensen og fortsætter:

- Nu investerer vi i mobiliteten til og fra Ringkøbing til gavn for de lokale virksomheder og deres mulighed for at rekruttere ansatte, som nu får en lettere vej til arbejde.

Selvom mange i Ringkøbing og omegn ser frem til at kunne komme lettere til og fra byen, er det ikke alle, der er lige begejstrede. I alt har Vejdirektoratet modtaget 200 høringssvar.

For at imødekomme de mange mennesker, er projektets udformning blevet tilpasset.

Udbygningen, der kommer til at foregå i fire etaper, forventes at være færdig i 2028. Første etape starter fra ringvejen i Ringkøbing.