Funkisfood får strakspåbud efter ulykke, der kostede kvinde livet

Arbejdstilsynet har undersøgt ulykken nærmere.

0:28
Opdatering

  • Efter artiklens udgivelse har Funkisfood udsendt en pressemeddelelse. Artiklen er nu opdateret med virksomhedens kommentar sat ind i sin fulde længde i bunden.

Virksomheden Funkisfood ved Borris nær Skjern har fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, efter en 57-årig ansat har livet i en arbejdsulykke.

Det viser en aktindsigt.

En 57-årig kvinde fra Ringkøbing-kanten mistede sidste fredag livet, da hun fik nogle varer ned over sig.

Ifølge Arbejdstilsynet væltede varerne ned over kvinden, da en anden ansat var i færd med flytte en stabel varer med en truck.

- Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdet med nedstabling ikke er foregået sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, konkluderer tilsynet i et brev til Funkisfood, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i.

Strakspåbuddet bygger blandt andet på Arbejdstilsynets snak med ejeren af Funkisfood samt en produktionschef på virksomheden.

Derudover har tilsynet set en overvågningsvideo fra ulykkestidspunktet, fremgår det af aktindsigten.

Kort tid efter ulykken forklarede virksomheden i en pressemeddelelse, at man var berørt af ulykken.

Samtidig oplyste virksomheden, at man havde fået hjælp fra både en psykolog og en præst.

Virksomheden sendte samtidig sin dybeste medfølelse til den afdødes familie.

Bestyrelsesformand i Funkisfood Peder Kjølhede udtalte sig til TV MIDTVEST efter ulykken:

- Det er en tragisk ulykke. Vores fokus er på de efterladte og dem, der står tilbage, sagde han.

Politiet fik anmeldelsen om arbejdsulykken klokken 06.23 21. juni.

Arbejdstilsynet vil nu vurdere, om der er grundlag for at melde Funkisfood til politiet eller give virksomheden en bøde. Det er fast praksis, når en virksomhed har fået et strakspåbud.

TV MIDTVEST har torsdag forsøgt at få en kommentar fra Funkisfood. Virksomheden er ikke vendt personligt tilbage på TV MIDTVESTs henvendelse, men har udsendt en pressemeddelelse, som er gengivet herunder.