Fotografier skaber glæde og masser af samtaler hos beboere med demens

En ny fotoudstilling skal få beboere med demens på fem plejehjem i Ringkøbing-Skjern Kommune til at skabe minder, glæde og samtaler.

1:53
Grethe bor på Spjald Pleje- og Aktivitetscenter. Hun fortæller gerne en historie eller to, når hun går forbi de nye fotografier.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST og privatfoto. Redigering: Jens Svenning, TV MIDTVEST

Et billede af en hest, gamle køkkenredskaber og naturen.

Det er bare nogle af de fotografier, som skal gøre hverdagen bedre for beboere med demens på Spjald Pleje- og Aktivitetscenter.

Og ifølge aktivitetslederen Helle Hansen vokser samtalerne, efter den nye fotoudstilling er begyndt at pynte på de hvide gange.

- Når man bor på et plejehjem, så er der ikke mange beboere, der selv taler. De har jo ikke lige en oplevelse i weekenden. Så kan billederne relatere til "åhh, det var dengang", og på den måde kan man tale om, hvad de har oplevet, siger hun.

Det er fotogruppen Midtwest, der står bag alle fotografierne, som skal glæde beboerne på fem af Ringkøbing-Skjern Kommunes plejehjem.

Billedet her er fra den nye fotoudstilling, som skal frembringe minder hos demensramte borgere.
Billedet her er fra den nye fotoudstilling, som skal frembringe minder hos demensramte borgere.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST og privatfoto. Redigering: Jens Svenning, TV MIDTVEST

Snak om fortiden

8 ud af 10 beboere på ældrecentre og på plejehjem i Ringkøbing-Skjern Kommune er ramt af demens, og derfor betyder det meget for Fotogruppen Midtwest at man leverer fotografier til hjemmene, forklarer fotoformanden Leif Bengtsson.

- De fleste i fotogruppen har pårørende, der er demensramte, og vi ved derfor, hvor meget det betyder, at de kan genkende ting og snakke om de ting med hinanden, siger han og fortsætter:

- Det sætter noget snak i gang, hvor de ellers mange gange lukker sig inde i sig selv.

Og udover at Fotogruppen Midtwest er glade for at deres billeder bliver udstillet, så betyder det også meget for medlemmerne i fotogruppen at kunne gøre en forskel, fortæller Leif Bengtsson.

Endnu et fotografi som pynter på plejecenter i Spjald.
Endnu et fotografi som pynter på plejecenter i Spjald.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST og privatfoto. Redigering: Jens Svenning, TV MIDTVEST

Ifølge aktivitetsleder på Spjald Pleje- og Aktivitetscenter så gør billederne af de mange forskellige motiver også en stor forskel.

- Hvis man ser et billede af en hest, så kan man snakke om, at de har haft heste den gang, de var børn. Man kan gå meget tilbage i tiden og relatere til, hvad de har oplevet og ikke så meget, hvad der er i nuet, siger hun.

Udover plejecenteret i Spjald har Fotogruppen Midtwest også demens-egnede fotografier på plejehjem i Borris, Vorgod, Videbæk og Ringkøbing.

Alle fotografier vil blive skiftet ud hver tredje måned, så der igen kan blomstre nye samtaler.