Forening jubler: Ringkøbing-Skjern Kommune har afskaffet 25 års-reglen

25 års-reglen er fortid i Ringkøbing-Skjern Kommune, efter at byrådet tirsdag vedtog at afskaffe den noget omstridte regel.

Erik Viborg
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det skulle være så sundt at holde sig i gang, hvad end man er barn eller voksen. Indtil nu har det dog ikke været særlig fordelagtig for foreninger, at voksne har rørt sig i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det bliver det nu. Byrådet vedtog tirsdag at afskaffe 25 års-reglen, hvilket betyder, at kommunen nu yder tilskud til foreninger uanset aldersfordeling.

- Det er meget glædeligt, at reglen nu er afskaffet, siger Erik Viborg, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Erik Viborg har længe ønsket at fjerne reglen, men det er først i denne valgperiode, at det har været muligt at finde nok opbakning til det.

- Vi har kunnet se, at foreningerne har været tilbageholdende med at oprette aktiviteter for ældre borgere, og vi håber på, at afskaffelsen af 25 års-reglen vil give foreningerne et større incitament til at udvikle flere aktiviteter for alle aldersgrupper, siger Erik Viborg.

Troldhede og de to foreninger

Troldhede Gymnastik og Idrætsforening er et af de foreninger, som har været ramt af 25 års-reglen. Som en konsekvens af reglen valgte de at oprette to foreninger, så de kunne modtage tilskud til den ene.

- Det er rigtig godt. Nu vil vi alt andet lige komme til at føle os mere som en samlet forening, siger formand for Troldhede Gymnastik- og Idrætsforening Eva Houborg.

Afskaffelsen af 25 års-reglen betyder, at Troldhede nu kan slå begge foreninger sammen, da de ikke længere skal bekymre sig om, at foreningen har en stor andel over 25 år.

2:26
Se indslag:  25 års-reglen er nu fortid i Ringkøbing-Skjern Kommune, efter at byrådet har afskaffet den noget omstridte regel.

Ensomhed kan bekæmpes

Udover at foreningerne i Ringkøbing-Skjern Kommune forhåbentlig fremover vil lave flere aktiviteter, der kan få folk over 25 år til at røre sig, så er kommunens håb også, at det kan styrke den mentale sundhed.

- Vi arbejder meget med ensomhed ikke mindst blandt ældre. Med afskaffelsen håber vi på, at initiativer kan være med til at mindske ensomheden i kommunen, siger Erik Viborg.

DGI takker Ringkøbing

Hos DGI er man glade for hver gang en kommune vælger at sløjfe 25 års-reglen, og denne gang er ingen undtagelse. 

- Jeg er superglad for, at Ringkøbing tager fat om nældens rod og erkender, at de ikke skal straffe foreningerne, men i stedet bakke op om at have sunde og aktive borgere i alle aldersgrupper.
Det her er et skulderklap til foreningerne. Det gavner både folkeoplysning og folkesundheden, siger Charlotte Bach Thomassen, der er landsformand i DGI.

Både DGI og Videnscenter for Folkeoplysning er i gang med undersøgelser, som skal klarlægge, hvor mange kommuner der har valgt at afskaffe reglen samt undersøge, hvor mange benspænd 25 års-reglen giver rundt om i kommunerne.