Fire anholdt efter værtshusslagsmål – tre havde våben på sig

Tre af de anholdte er løsladt igen. Den fjerde er overflyttet til Syd- og Sønderjyllands Politi, fordi han er eftersøgt der.

Ingen kom til skade under slagsmålet (arkivbillede).
Ingen kom til skade under slagsmålet (arkivbillede).
Foto: Flemming Christensen

Fire personer er lørdag aften blevet anholdt i Skjern efter uroligheder i nattelivet. Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Anholdelserne skete efter en anmeldelse klokken 23.40, hvor der blev meldt om et slagsmål lige udenfor et værtshus i byen.

Da politiet kom frem, havde seks personer startet et slagsmål, efter de var blevet smidt ud af værtshuset.

Fire af dem blev anholdt. Her var en kvinde på 18 år og en mand på 20, der begge er fra Esbjerg, en 21-årig mand fra Varde og en 26-årig mand fra Nordjylland.

De tre mænd blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og overtrædelse af våbenloven.

De tre våbensigtelser sker, fordi personerne havde henholdsvis en totenschlæger, en kniv og en peberspray på sig.

Tre af de fire anholdte blev efter anholdelserne løsladt igen. Den fjerde, den 20-årige mand fra Esbjerg, blev dog overflyttet til politiet i Syd- og Sønderjylland, fordi han var eftersøgt af politiet der.

Ingen personer kom til skade under slagsmålet.