En særlig handel: Den gamle kærlighed er lidt rusten

Det gav tårer i øjenkrogen, da Finn Amorsen fra Skibby blev forenet med sin gamle kærlighed, der dukkede op i en garage i Spjald.

2:55
Kim Braklov havde sat en gammel Rover fra 1946 til salg. Nu er den blevet købt af en tidligere ejer af bilen.
Foto: Karl Erik Lørup og Karl-Erik Lørup, TV MIDTVEST.

Man siger gammel kærlighed ikke ruster. 

Nu er kærlighed jo så mange ting. Og hvis det handler om Finn Amorsens kærlighed til sin første bil, en Rover 16 fra 1946, så er den bestemt ikke rusten.

Bilen derimod.

- Ej, de har altså ikke været gode ved den, hvad? Nej, manner manner, udbryder Finn Amorsen ved synet at den bil han købte som familiens første bil i 1964.

Bilen fra 1946 kørte først som direktionsvogn hos Tuborg. Siden stod den mange år i en garage i Hellerup inden Finn Amorsen købte bilen. En bil der vækker mange og gode minder.

- Det er jo lige så tårerne, de triller. Og så, at se den sådan der.... Det må jeg sgu sige. 

Den gamle Rover har kørt som direktionsvogn på Tuborg
Den gamle Rover har kørt som direktionsvogn på Tuborg
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det er Kim Braklov fra Spjald der har bilen stående. Han har en lille virksomhed, der handler med veteranbiler.

Den gamle Rover har han arvet af en god ven. Da Kim Braklov satte bilen til salg på nettet opdagede den tidligere ejer den. Derfor måtte han tværs over landet. Den gamle bil har nemlig en helt særlig plads i hjertet på Finn Amorsen.

- Min kone og jeg, vi har været i Monaco sammen i den der. Vi var nede og se Grand Prix'et sammen i 1965, fortæller pensionisten fra Skibby på Sjælland.

Bilen har også bragt familien på campingtur til Kullen i Sverige. 

I 1965 var familien Amorsen på camping i Sverige i Roveren.
I 1965 var familien Amorsen på camping i Sverige i Roveren.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I 1964 købte Finn Amorsen bilen for 2.000 kroner. Nu er den 75 år gamle bil sat til salg for 10.000 kroner.

Men når man siger at gammel kærlighed ikke ruster, også selv om den man elsker er lidt rusten, så er der noget om snakken.

Finn Andersen måtte bare have den gamle bil med hjem til Sjælland, så prisen på de 10.000 kroner skulle der ikke tænkes meget over. 

Finn Armorsen og Kim Braklov ved den gamle Rover 16
Finn Armorsen og Kim Braklov ved den gamle Rover 16
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST