Fest med 25 deltagere i garage deler vandene i kommentarfeltet

Politiet mener, at en fest med 25 personer i Henk Streefkerks private garage var ulovlig, men værten er uenig. På TV MIDTVESTs Facebookside er brugerne delte i spørgsmålet.

Henk Streefkerk kollage
Foto: Marc Killigren Akselsen / TV MIDTVEST

I privat bolig er forsamlingsforbuddet på fem personer ikke en lov, men blot en anbefaling.

Men må man samle 25 personer til en fest i en privat garage? 

Det mener en gårdejer fra Lyne syd for Tarm godt, at man må. Politiet mener dog, at det er ulovligt. På TV MIDTVESTs Facebookside er holdningerne delte.

Debatten er opstået, efter TV MIDTVEST tirsdag kunne fortælle, at Henk Streefkerk fra Lyne fredag aften har haft 25 personer til en spontan fest i sin private garage.

Han anerkender, at det ikke var smart at lukke 25 personer ind i den hyggestue med bar og sofastole, som han har indrettet i bunden af sin garage.

Men at det skulle være ulovligt at samle 25 personer i garagen, mener Henk Streefkerk ikke. For ifølge ham er garagen en del af hans private hjem, og derfor ikke omfattet af forsamlingsforbuddet. 

- Hvis jeg går ind og læser reglerne, så læser jeg det som, at hvis det er et arrangement, som er offentligt tilgængeligt, så må man maksimum være fem personer. I private hjem står der tydeligt, at det er anbefalinger, siger Henk Streefkerk.

Politiet ser dog anderledes på sagen. Garagen er ikke privat bolig, er vurderingen fra politiets jurister. En politipatrulje stoppede derfor natten til lørdag festen og sigtede samtidig festdeltagerne for overtrædelse af forsamlingsforbuddet på fem personer.

- Man skal skelne mellem privat bolig og privat ejendom. En privat bolig er et sted, hvor man bor og ikke tilstødende lokaliteter på ens ejendom, fortæller vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Sune Espersen.

Delte meninger på Facebook

På TV MIDTVESTs Facebookside mener mange i kommentarfeltet, at det var moralsk forkert og "ikke særlig smart" at samle 25 personer til en fest i en tid med omfattende restriktioner.

Henk Streefkert og de øvrige festdeltagere burde i stedet være mere påpasselige for ikke at risikere at sprede smitten, lyder det fra flere af brugerne i kommentarfeltet.

Blandt andet mener Heidi Dahlgaard Larsen, at det er en skam, at alle tilsyneladende ikke tager retningslinjerne om maksimalt at samles fem personer lige alvorligt.

fb henk4 red

Lene Lager Brunsborg tvivler på, at den spontane fest er ulovlig, men ikke desto mindre er det "dumt", at Henk Streefkerk og vennerne mødtes så mange sammen, lyder det i hendes kommentar.

fb henk2 red (1)

Mads Ladefoged Loldrup mener, at det er egoistisk af Henk Streefkerk at holde en fest med 25 personer i denne tid - uanset hvor festen så er foregået.

fb henk2 (2)

Reglerne er fyldt med gråzoner

Men mange er også enige i Henk Streefkerks påstand om, at det ikke er ulovligt, fordi der er tale om en privat garage. 

Coronarestriktionerne er forvirrende og fyldt med gråzoner, lyder det blandt andet fra Frank Kingo Mikkelsen i kommentarsporet.

fb henk2 red (2)

Nils V. Thomsen mener også, at regeringen burde melde mere klart ud om, hvad reglerne er.

fb henk red

Deltagere til den spontane fest fredag aften kan nu se frem til at betale en bøde for at bryde forsamlingsforbuddet. 

Henk Streefkerk fortæller dog til TV MIDTVEST tirsdag, at han ikke har tænkt sig at betale bøden, som han endnu ikke har fået besked om størrelsen på.