Evas liv og karriere blev slået i stykker på en løbetur

En rullende bil forandrede for ti år siden livet totalt for Eva Høgh Poulsen, der har måttet kæmpe sig tilbage til en ny identitet som førtidspensionist.

9:35
En løbetur for 10 år siden endte fatalt for Eva. Hun blev ramt af en bil, og både hun og en lovende karriere gik itu. Nu er hun førtidspensionist med en hjerneskade.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Der manglede 200 meter - så var søskendeparret Eva og Per Høgh Poulsen hjemme igen hos deres forældre ved Videbæk, efter en ti kilometer lang løbetur inden en julefrokost anden juledag i 2011. Men de nåede aldrig i mål. En yngre bilist mistede nemlig herredømmet over sin bil, trillede rundt og ramte Eva i den modsatte side af vejen.

Eva Høgh Poulsen lå i koma i 54 døgn efter ulykken
Eva Høgh Poulsen lå i koma i 54 døgn efter ulykken

- Jeg hører et brag og ser ud af øjenkrogen, at bilen kommer rullende. Den rammer Eva, der løber et par meter bag mig, og hun bliver kastet 20-30 meter hen ad vejen. Da jeg når hen til hende, var det som om hun udstødte sit sidste suk, og jeg kunne heller ikke finde hendes puls, fortæller Per Høgh Poulsen.

Han gik straks i gang med genoplivningen og fik assistance af tre læger, der tilfældigt kom kørende forbi.

I 54 døgn lå Eva i koma på Århus Kommunehospital. Hun havde brækket alle ribben, den ene skulder og det ene ben. Hendes brystkasse var smadret, og hun var lammet i den ene side og havde pådraget sig blødninger og skader i hjernen ved den voldsomme påkørsel.

- Jeg nåede op på 76 døgn, inden jeg kunne begynde at finde ud af, om det var morgen eller aften, hvor jeg var, og hvad der var sket. Min hukommelse var slået i stykker, og jeg huskede stort set intet fra mit liv, før jeg blev kørt ned, fortæller Eva Høgh Poulsen.

Hun er uddannet sygeplejerske og underviste før ulykken på Via University College i Ålborg. Hun var single og havde fuld fokus på sin akademiker-karriere.

- Hvis ikke ulykken var sket, havde jeg sikkert skrevet en Ph.d. og siddet og forsket nu. Det kommer aldrig til at ske, siger Eva Høgh Poulsen.

Fra akademiker til én der sover middagslur

Det har været en sej og ti år lang kamp for hende at komme tilbage til et værdigt liv og skulle acceptere en ny identitet som førtidspensionist. Efter genoptræning på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Bytoften i Herning var hun igennem syv operationer i det ene ben. Det tog næsten fire år, hvor hun det meste af tiden var bundet til en kørestol og boede hjemme hos sine forældre. I den periode kæmpede Eva også med en depression.

- Jeg havde mange selvmordstanker og forestillinger om, hvordan jeg kunne gøre det, men når man sidder i kørestol, er det jo ikke så nemt , fortæller hun. Hun fik ordineret anti-epileptisk medicin, som hun stadig får, og det virker.

Et intensivt træningsforløb hos Neurofys i Holstebro har hjulpet Eva til at smide krykkerne.
Et intensivt træningsforløb hos Neurofys i Holstebro har hjulpet Eva til at smide krykkerne.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Vendepunktet kom for alvor i 2015, da Eva opsøgte Neurofys.dk i Holstebro - egentligt blot for at få noget vedligeholdelses-træning. Hun kom ind ad døren med to stokke og et ønsket om at komme til at løbe igen.

- Det var tydeligt for os, at hun også havde svært ved at strukturere og styre sin hverdag. Men samtidigt havde hun en vilje uden lige til at komme videre, fortæller indehaver og fysioterapeut Birgitte Thode og fortsætter:

- Hjernen er foranderlig. Den er plastisk og kan hele tiden udvikle sig. Så vi trænede hyppigt og intenst både med fysikken og selvbevidstheden og opdagede hurtigt, at hun havde et uudnyttet potentiale.

Meget symbolsk smed Eva den sidste stok anden juledag fire år efter ulykken, og otte måneder senere gennemførte hun 10 kilometer ved et lokalt motionsløb i Holstebro.

- Jeg blev vist nok næstsidst, lidt øv, når man nu er en vindertype, men bare det at jeg gennemførte, det var en kæmpe sejr, siger hun.

I dag løber Eva et par gange i ugen i Vestre Plantage, og det har givet hende en frihed tilbage, at hun kan bruge sin krop og føle en naturlig træthed.

I dag kan Eva løbe igen, og hun har gennemført ti kilometer to gange i et lokalt motionsløb.
I dag kan Eva løbe igen, og hun har gennemført ti kilometer to gange i et lokalt motionsløb.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Men hendes liv er for altid forandret, og hun har kæmpet en kamp for at finde sig selv i en ny identitet. Hun er ikke længere akademikeren med de store ambitioner. Hun er førtidspensionist og skal sove middagssøvn.

- Uden min families omsorg, hjælp og kærlighed var jeg aldrig kommet hertil. Og tro mig, det har været svært at skulle acceptere mit nye liv. Men nu er jeg ved lande og ved at være en Eva, der er glad for mig selv og har så meget overskud, at jeg nu er klar til at opsøge nogle ting, hvor jeg kan gøre noget godt for andre, siger hun.

Blandt andet laver hun velgørenhedsarbejde i Nørrelandskirken i Holstebro, hvor hun kan bidrage i cafeen og med lektiehjælp.

- Men det er i små doser, for jeg er meget træt og jeg skal hele tiden passe på mig selv, siger hun.

Eva bor i dag i sit eget rækkehus, har bil og klarer selv sin hverdag.