Esmark sidder tungt på Vestkysten - flyskam og klimasnak peger i feriehuses retning

Esmark Feriehusudlejning er vokset støt i adskillige år. I dag udlejer de hvert andet sommerhus ud fra Søndervig til Nymindegab.

Anders Thygesen har ejet virksomheden siden 2007.
Anders Thygesen har ejet virksomheden siden 2007.
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST

Siger man sommerhusudlejning i Vestjylland, siger man også Esmark. Ferieboligudlejningsvirksomheden lejer nemlig hvert andet af alle sommerhuse fra Søndervig til Nymindegab ud. 

- Jeg havde ikke troet, at jeg ville få den størrelse, vi har, siger Anders Thygesen, der er indehaver af Esmark.

Indehaveren har også et bud på, hvorfor det går så godt med netop sommerhusudlejning.

- Sæsonen er betydeligt længere, så vi er jo i en gunstig tid for feriehusudlejning. Vi slår rekorder hvert eneste år lige nu, siger han.

Spørger man medindehaveren af Esmark Thomas Sørensen, spiller tiden vi lever i også en rolle.

- Alle signaler peger i retning af sommerhusudlejning. Der er flyskam af hensyn til klimaet, og folk vil ikke køre for langt. Det ligger til os, siger han. 

Sidste år fik Esmark et nyt hus i formidling hver eneste dag. Sommerhusudlejningsvirksomheden startede som et familiedrevet projekt i Bjerregård.

Siden 2007 har det været ejet af Anders Thygesen. Dengang havde Esmark 500 huse til udlejning.

- Jeg har altid arbejdet med turisme. Jeg har haft et rejsebureau og så har jeg haft et andet firma med feriehusudlejning, siger ejeren.

- Så bød der sig en mulighed for at komme til Esmark, som jeg altid har hørt godt om. Så tog jeg chancen og tog kontakt til de daværende ejere fortsætter han. 

Udlejning med vokseværk

Esmark Feriehusudlejnings hovedkontor ligger, hvor det altid har ligget. Nemlig ved Bjerregård Strand.

Her har 75 fastansatte deres faste gang. Og om sommeren beskæftiger virksomheden mere end 600 rengøringsfolk.

Og som det ser ud lige nu, får de masser at se til. Esmark melder nemlig allerede nu udsolgt i fem uger af sommerferien. 

Især blandt vores sydlige naboer er sommerhuse ved vestkysten populære. Tyske turister tegner sig nemlig for 95 procent af overnatningerne på tangen syd for Søndervig. 

Sidste år havde Esmark 2,5 millioner overnatninger.

 
 
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST

Thomas Sørensen ville være med

Vokseværket betød at endnu en ejer trådte til i 2015. Tidligere havde den nye medejer Elite Feriehusudlejning, men nu blev Anders Thygesen og Thomas Sørensen kollegaer.

- Jeg var selvstændig dengang og havde et super godt forhold til Anders. Så satte vi os ned dengang og blev enige om, at vi troede på, at vi i fællesskab kunne skabe verdensbedste sommerhusudlejning. Vi sætter jo barren højt, siger Thomas Sørensen.

Og at virksomheden vokser er kun med til at booste mentaliteten på kontoret ved Bjerregård Strand.

- Det har givet ny gejst. Opgaverne blev for mange, og han har nogle helt andre spidskompetencer, som jeg ikke har. Vi er meget forskellige, og vi har det godt og sjovt sammen. Det har kun været en styrke for virksomheden, siger medejeren.