Efter uger på hospitalet fortryder John: - Jeg skulle have fået vaccinen, men jeg turde ikke

Coronapatienten John Asmussen mener selv, han er blevet reddet af en engel. Efter et hårdt sygdomsforløb med corona vil han fraråde andre at begå samme fejl som ham.

2:37
John Asmussen er i dag efter to negative coronatests kommet ud af sin isolation på Regionshospitalet i Herning. Den 70-årige pensionist opfordrer alle til at blive vaccineret.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Der blev ikke meget jul over den 24. december denne gang for John Heinrich Asmussen fra Foersum syd for Tarm. To dage før jul blev han indlagt med corona, og siden har deltavarianten forsøgt at tage livet af ham. 

I dag fortryder han bittert, at han ikke tog imod tilbud om vaccine, før det var for sent.  

- Gaverne står uåbnede derhjemme, siger John Asmussen med et skævt smil og et lille grin fra sin seng på corona-afsnittet på Regionshospitalet i Herning. 

I dag har han fået sin anden negative coronatest, men han ligger fortsat med slanger hæftet fast på hovedet og ud af næsen.  

Allerede kort tid efter han fik positiv-testen, blev han meget dårlig. Han blev indlagt og har lige siden måttet modtage ilt for at overleve sygdommen.

- Der troede jeg, at nu går det galt, det kan jeg godt sige dig, siger John Asmussen.   

- Ikke at kunne få vejret, det er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet.

Noget på hjerte 

John Asmussen er en af de kilder, der selv har bedt om at komme i fjernsynet og om at blive skrevet om i denne artikel. 

Efter hans tre uger lange kamp med corona, har han noget på hjerte, siger han og bliver i det samme rørt til tårer. 

- Jeg vil ikke ønske for nogen, at de kommer så langt ud, som jeg har været. Aldrig. Jeg håber, at Danmarks befolkning tager imod de sprøjter for guds skyld, siger han. 

I dag siger han selv, at det er det første, han vil gøre, når han bliver udskrevet fra hospitalet. John Asmussen er 70 år, og fik derfor allerede tilbudt vaccine mod covid-19 sidste vinter. 

Men han takkede nej.

Hvilke bivirkninger?

På corona-afsnittet, hvor John Asmussen ligger, fortæller Lars Skov Dalgaard, der er overlæge, at John Asmussens historie langt fra er enestående. 

-  Det vi ser her på hospitalet, det er, at de patienter som er ikke-vaccinerede, generelt set er mere syge, end når de er vaccinerede. 

- Helt generelt set, så ser vi også her på hospitalet, at de ikke-vaccinerede er længere om at blive raske igen, siger Lars Skov Dalgaard. 

Overlægen opfordrer alle til grundigt at overveje vaccinen, fordi den efter hans erfaring spiller en stor rolle på hvor voldsomt patienternes sygdomsforløb bliver. 

John Asmussen har fortrudt mange gange, at han ikke blev vaccineret. 

- Jeg tænkte, får man nogen bivirkninger? Hvad er det for nogen bivirkninger? Det har kværnet rundt i hovedet på mig. 

- Jeg ved godt, jeg var dum. Jeg skulle have gjort det. Men jeg turde ikke, siger han.     

I øjeblikket er 757 patienter indlagt med coronavirus. 

82,4 procent af danskerne har indtil videre fået første vaccinestik.