Efter togulykke i Ringkøbing: Politiet beder om hjælp til at identificere død mand

En mand blev onsdag aften påkørt af et tog i Ringkøbing. Han døde ved ulykken, og politiet kan ikke identificere manden og beder derfor offentligheden om hjælp.

Ulykken skete lidt nord for overskæringen på Sønder Ringvej i Ringkøbing
Ulykken skete lidt nord for overskæringen på Sønder Ringvej i Ringkøbing
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det har vist sig, at det er en svær opgave for politiet at få identificeret den mand, der onsdag aften ved 22-tiden blev påkørt af et tog i Ringkøbing. Manden døde på stedet. Han havde ingen smykker på, havde ingen kort eller andre papirer på sig, og han havde heller ikke nogen særlige kendetegn som tatoveringer.

- Vi har ikke meget at gå efter, og vi hører gerne fra folk, der kan hjælpe med at identificere manden, siger Bjarne Højgaard, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Ringkøbing.

Signalement af den afdøde

Bjarne Højgaard fortæller, at politiet er usikker på mandens alder og højde, men at de vurderer, at han er mellem 30 og 50 år og mellem 175 og 180 centimeter høj.

- Vi kan se, at han har kort, brunt hår og skægstubbe. Han har også en kraftig hårvækst på det meste af overkroppen, og hans hud er lys som en typisk dansker, siger Bjarne Højgaard.

Ved ulykken bar manden mørkeblå Mascot-arbejdsbukser og en mørkeblå fleecetrøje. Politiet beskriver ham som almindelig til kraftig af bygning.

Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing beder om hjælp til at identificere den mand, der onsdag aften blev påkørt af et tog.
Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing beder om hjælp til at identificere den mand, der onsdag aften blev påkørt af et tog.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Tyder på bevidst handling

Al togdriften var stoppet i næsten fem timer i forbindelse med ulykken. I toget var lokoføreren og ni passagerer, der blev kørt videre med bus.

- Som udgangspunkt er det en voldsom hændelse, og lokoføreren kunne ikke gøre noget for at undgå påkørslen. Han får selvfølgelig den hjælp, han har brug for nu, siger Bjarne Højgaard.

Politiassistenten fortæller, at det tyder på, at togpåkørslen ikke var en ulykke, men derimod en bevidst handling fra manden.

- Påkørslen skete et stykke inde på selve banelegemet og ikke der, hvor skinnerne krydser vejen, som er det mest oplagte sted at krydse skinnerne, siger politiassistenten.

Oplysninger om manden eller ulykken kan gives til Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummer 114.