Doner dit juletræ til en lama: - Dyrene elsker det

I Jyllands Park Zoo indsamler man massevis af juletræer, som parkens dyr kan få glæde af.

Lamaerne er blandt de dyr, der får glæde af de aflagte juletræer.
Lamaerne er blandt de dyr, der får glæde af de aflagte juletræer.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Et par uger på terrassen, ud på lossepladsen med det samme eller måske brænde til brændeovnen. 

Der er mange mange måder at forvalte sit "brugte" juletræ på, når julehyggen bliver pakket væk igen. 

Et alternativ til den sædvanlige tradition kunne være at donere juletræet til Jyllands Park Zoo. 

Juletræerne bringer nemlig ikke kun glæde til de familier, der har haft dem stående, de bringer også stor glæde til parkens dyr. 

- Vi har gjort det i en del år efterhånden. Når folk er færdige med at danse rundt om dem, så får dyrene dem, fortæller Jimmi Fejerskov Ladekjær, der chefdyrepasser i Jyllands Park Zoo.

Indtil videre er det blevet til godt og vel 40-50 juletræer i år, men det tal håber man vil stige over den kommende uges tid. 

Der er nemlig nok at bruge de mange træer til. 

- Vi bruger dem både som foder og til berigelse. Vores rovdyr spiser jo ikke træer, men vi kan smøre dem ind i kaffegrums eller parfume, så synes løverne det er sjovt at daske til dem. Vores geder, lamaer og alpakaer har rigtig godt af at spise det, så det er et super tilskud til deres normale foderplan. 

Intet træ går til spilde

Tilskuddet plejer at blive ganske stort. 

De sidste par år har man modtaget 5-600 juletræer fra de omkringliggende familier. 

Lige med undtagelse af det julepynt, der af og til følger med, så er der ikke noget, der går til spilde, fortæller chefdyrepasseren. 

- Vi kan sagtens bruge 300 juletræer, så vi håber jo også meget på, at folk vil donere flere i den kommende tid. Dem vi ikke får brugt, de bliver lavet til flis og sendt til forbrændingen, hvor det bliver til varme. 

Hvis man skulle blive fristet af donere sit juletræ til parken, så kan den findes i Videbæk. Du får dog ikke mulighed for at se dyrene imens. 

Jyllands Park Zoo lukker først gæster ind igen i april 2022.