DF'er vil have svar fra minister efter fest i garage: Regler om 'privat bolig' er ikke tydelige nok

Det er tåbeligt, men ikke ulovligt at holde fest i en privat garage, vurderer Dennis Flydtkjær (DF). Han stiller nu spørgsmål til justitsministeren for at få svar på tvivlsspørgsmålet.

Dennis Flydtkjær er valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds.
Dennis Flydtkjær er valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds.

Efter TV MIDTVEST tirsdag bragte historien om en gårdejer fra Lyne syd for Tarm, der i fredags var vært for en spontan fest for 25 mennesker, har debatten på sociale medier raset.

Nu er diskussionen også nået til Chistiansborgs politikere. 

Spørgsmålet går på, hvorvidt mandens private garage, hvor festen blev afholdt, er 'privat bolig'. For hvis garagen hører under kategorien 'privat bolig', så er der ikke tale om en overtrædelse af forsamlingsforbuddet, da de 25 unge var samlet fredag aften.

Folketingsmedlem Dennis Flydtkjær (DF), der er valgt i Vestjyllands Storkreds, kalder det for 'tåbeligt', at de 25 unge var samlet til fest i denne tid. 

- Selvom det er en anbefaling, så giver det sig selv, at man skal lade være med at holde fest for så mange mennesker, siger DF-politikeren. 

Det var dog ikke kun tåbeligt at holde fest, men ifølge politiet også ulovligt. 

Politiet anser nemlig ikke gårdejerens garage som en 'privat bolig', og dermed er festen en overtrædelse af forsamlingsforbuddet. Ejeren selv er uenig og nægter at betale bøden, som han og de øvrige festdeltagere har fået for at være ulovligt forsamlet.

Dennis Flydtkjær (DF) mener dog, modsat politiet, at gårdejeren rent juridisk var i sin gode ret til at samle folk i sin private garage. 

- Jeg synes, at ens garage er en del af ens bolig, siger han.

Stiller spørgsmål til minister

Folketingsmedlemmet hæfter sig ved ordene i bekendtgørelsen om forbud mod større forsamlinger, hvor der står, at forsamlingsforbuddet ikke gælder "i private boliger og haver i tilknytning hertil, som kun beboerne råder over". 

- Jeg er sådan set på den unge mands side, i spørgsmålet om garagen er en del af hans bolig. Det er jo det, der er tvivlsspørgsmålet, og det vil jeg klart sige, at den er. Det er det, der altid har været meningen med privat ejendomsret, når man snakker om, at boligen er ukrænkelig, siger Dennis Flydtkjær.

Han har derfor sendt et spørgsmål til justitsministeren om sagen for at få klarlagt, om en privat garage er omfattet af undtagelsen for forsamlingsforbuddet. For reglerne er ikke tydelige nok, som det er nu, mener han.

- Vi skal prøve så vidt muligt at undgå, at der er de her uklarheder, hvor folk føler sig uretfærdigt behandlet. Det må Justitsministeriet ret hurtigt kunne afklare. Må man være sammen i sin garage, eller må man ikke?, siger DF-politikeren.