Chokstart mod BSH giver Skjern svære slutspilsudsigter

BSH kunne rejse fra Skjern med to point, mens Skjern nu får svært ved at få point med over i slutspillet.

Skjern med den nye træner på sidelinjen tabte med tre mål til Bjerringbro-Silkeborg Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Tidligere på måneden skiftede Skjern Håndbold cheftræner. Der skulle rettes op på de ujævne resultater frem mod slutspillet i Primo Tours Ligaen.
    
Men foreløbig halter holdet videre, og med et nederlag lørdag hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) på 25-28 forværrede Skjern sine muligheder på tærsklen til slutspillet.
    
På sjettepladsen har holdet stadig udsigt til en plads i slutspillet, selv om der kun er tre point ned til den streg, der afgrænser top-8.
    
Til gengæld er det kun nummer ét til fire i grundspillet, som får point med over i slutspilsgrupperne. Fjerdepladsen indtages af netop BSH, som nu er fire point foran Skjern med blot fem grundspilskampe tilbage.
    
Hjemmeholdet kom helt skævt fra start lørdag i det vestjyske. Angrebsspillet fungerede overhovedet ikke, og i modsatte ende fes boldene ind om ørerne på målmand Robin Haug.
    
Uret havde ikke rundet seks minutter, da Sebastian Skube bragte gæsterne foran med 6-1.
    
Det lykkedes Claus Hansens grønblusede tropper at få sat en prop i den frygtelige indledning, og mod halvlegens slutning fik man ædt sig lidt ind på BSH.

Læs også Håndbold: Landin-brødre har 'meget at takke' ny Skjern-træner for

Gæsternes målmand Kasper Larsen stod fremragende og var ikke langt under 50 i sin redningsprocent halvvejs, men han indkasserede dog et ærgerligt mål lige før pausen.
    
Efter de 30 minutter var gået, lykkedes det Skjerns Eivind Tangen i bedste Mikkel Hansen-stil at sende et tremeterkast over den seks mand høje mor og forbi Kasper Larsen i målet.
    
Det var en reducering til 11-13, og efter godt fem minutter af anden halvleg var Skjern kun bagud med ét mål - 14-15.
    
 Helt op kom hjemmeholdet imidlertid aldrig. BSH holdt det meste af vejen en afstand på to til fire mål og endte med en sejr på tre mål efter en lidt rodet slutfase.
    

02:06 Luk video