Butik deler billeder af formodet tyv - nu risikerer indehaver bøde

Indehaveren har før delt overvågningsbilleder.

TV MIDTVEST har valgt at sløre manden.
TV MIDTVEST har valgt at sløre manden.
Foto: TP Kjoler

Med briller, tyndt hår og sort mundbind stjal en mand fredag nøgler, punge og telefoner fra de ansatte i deres personalerum hos TP Kjoler i Skjern. 

Det har nu fået indehaver Tina Pedersen til at dele en overvågningsvideo af den formodede tyveknægt på Facebook.

- Mit personale skal vide, at vi gør noget, understreger hun og tilføjer, at tyveriet er anmeldt til politiet.

Billederne viser blandt andet, at manden propper en dametaske ind under jakken. 

I skrivende stund har flere end 20.000 set videoen af den formodede gerningsmand, mens 400 personer har delt den.

Tina Pedersen er indehaver af butikken TP Kjoler.
Tina Pedersen er indehaver af butikken TP Kjoler.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Ifølge Tina Pedersen har hun allerede modtaget flere tips fra andre, der har gjort hende klogere på den mistænkte. 

- Det skal ikke lyde, som om at vi leger detektiver, men vi håber, at vi kan hjælpe politiet med nogle navne, forklarer hun. 

Har gjort det før

For tre år siden var kjolebutikken i Skjern også udsat for tyveri. Her stjal en gruppe fra Aarhus ifølge indehaveren varer for omkring 60.000 kroner. 

Her valgte Tina Pedersen også at dele overvågningsbilleder.

- Inden for få timer fik vi beskeder. Det var nemt at videregive til politiet, lyder det fra indehaveren.

De ansatte kan følge butikken via flere kameraer.
De ansatte kan følge butikken via flere kameraer.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Ifølge Tina Pedersen er de fire tyve fra Aarhus blevet dømt for tyveriet sidste år. 

- Vi ønsker ikke at nedgøre politiet og deres arbejde. De gør det, de kan med deres ressourcer, understreger hun. 

Risikerer bøde

Ifølge professor i medieret ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller, så vil det i mange tilfælde være ulovligt at dele overvågningsbilleder fra en butik. 

- Som udgangspunkt må man ikke dele overvågningsbilleder, hvor den pågældende person er identificérbar, forklarer juristen. 

I 2019 delte en butiksindehaver fra Silkeborg overvågningsbilleder fra sin butik af et tyveri. Han endte med at få en bøde for at dele billederne. 

Udsigten til en bøde afskrækker dog ikke indehaveren Tina Pedersen, der oplyser, at hun ikke fik en bøde sidst hun delte overvågningsbilleder.

- Jeg er godt klar over, at man kan få en bøde, men vi gør det kun, fordi vi er 100 procent sikre på, at han har gjort det. Der er ingen tvivl, understreger hun. 

Ifølge Sten Schaumburg-Müller spiller det ingen rolle, om personen på optagelserne rent faktisk har begået tyveri.

- Man må gerne kalde en morder for morder, hvis beviserne er stærke, men det princip gælder ikke inden for persondatareglerne, forklarer han.

Hos TP Kjoler holder man fat i Facebook-opslaget. 

Er du ikke bange for at sende ham i folkedomstolen?

- Nej, han har gjort det, lyder det fra Tina Pedersen.