Brandfolk kæmper mod flammerne i Hvide Sande: Folk skal stadig holde sig væk!

Svag røg fra branden i en laksefabrik på havnen driver her til morgen ind over byen. Indsatsleder opfordrer alle til at holde sig væk.

Brandfolk har siden klokken 20.30 i aftes kæmpet mod flammerne i en storbrand i en laksefabrik i Hvide Sande. Og de kæmper fortsat torsdag - nu på 11. time.

- Vores udfordring er, at vi simpelthen ikke kan komme ind til midten af bygningen, hvor det stadig brænder, fordi vi frygter nedstyrtning, forklarer indsatsleder hos Brand & Redning MidtVest, Michael Nielsen, torsdag morgen.

quoteVores udfordring er, at vi simpelthen ikke kan komme ind til midten af bygningen, hvor det stadig brænder, fordi vi frygter nedstyrtning.

Michael Nielsen, indsatsleder

Der stiger stadig røg op fra bygningen, og beredskabet opfordrer fortsat folk til at holde sig væk fra området.

- Røgen er ikke lige så sort og kraftig som i aftes og i nat, men man skal holde sig ude af røgfanen, for der er ingen grund til at risikere noget, lyder det fra indsatslederen.

Omkring 70 brandfolk har været i aktion.
Foto: Flemming Kildegaard Graversen

I nat hjalp vindretningen til, at røgen drev ud over fjorden, men her til morgen er vinden ikke til megen hjælp. Tværtimod.

- Vindretningen har ændret sig, så røgen nu driver ned mod sluseanlægget og ind over byen.

Hjemmeværnspolitiet er fortsat til stede på havnen i Hvide Sande, hvor man har afspærret området for at sikre arbejdsro til beredskabet. Et beredskab, der nu venter på afløsere, så første hold af omkring 70 brandfolk kan komme hjem og få noget hvile.